ogsa sa rent
forandret. Den store ruinerende ulykke med far,--skammen og
skaendselen, Gregers--

GREGERS (rystet).
Ja vel, ja. Ja vel.

HJALMAR.
Jeg kunde jo ikke taenke pa at bli' ved med studeringerne;
der var ikke en skilling tilovers; tvert imod; snarere gaeld;
mest til din far, tror jeg--

GREGERS.
Hm--

HJALMAR.
Na, sa syntes jeg det var bedst--sadan med et ryk, ser du--
at komme ud af alle gamle forhold og forbindelser. Det var
isaer din far, som raded mig til det; og da han tog sig sa
hjaelpsomt af mig--

GREGERS.
Gjorde far?

HJALMAR.
Ja, du ved da vel det? Hvor skulde jeg ta' penge fra til at
laere fotograferingen og til at indrette et atelier og
etablere mig? Det koster, det, kan du tro.

GREGERS.
Og alt det har far kostet?

HJALMAR.
Ja, kaere, ved du ikke det? Jeg forstod ham sa, at han havde
skrevet det til dig.

GREGERS.
Ikke et ord om at det var ham. Han ma ha' glemt det. Vi har
aldrig vekslet andet end forretningsbreve. Sa det var altsa
far--!

HJALMAR.
Ja, det var det rigtignok. Han har aldrig villet, at folk
skulde fa vide det; men ham var det. Og ham var det jo ogsa,
som satte mig i stand til at gifte mig. Eller kanske--ved du
ikke det heller?

GREGERS.
Nej, det vidste jeg rigtignok ikke.--(ryster ham i armen.)
Men, kaere Hjalmar, jeg kan ikke sige dig, hvor alt dette her
glaeder mig--og nager mig. Jeg har kanske dog gjort far
uret alligevel--i enkelte stykker. Ja, for dette her viser
jo hjertelag, ser du. Det er ligesom et slags samvittighed-

HJALMAR.
Samvittighed--?

GREGERS.
Ja, ja, eller hvad du vil kalde det da. Nej, Jeg har ikke
ord for, hvor glad jeg er ved at hore dette om far.--Ja, du
er gift, du, Hjalmar. Det er laengere end jeg nogensinde
bringer det til. Na, jeg haber da, du finder dig lykkelig
som gift mand?

HJALMAR.
Ja, rigtig gor jeg det. Hun er sa flink og sa bra' en kone,
som nogen mand kan forlange. Og hun er aldeles ikke uden al
dannelse.

GREGERS (lidt forundret).
Nej, det er hun da vel ikke.

HJALMAR.
Nej, livet opdrager, ser du. Den daglige omgang med mig--;
og sa kommer der jo jaevnlig et par begavede mennesker til
os. Jeg forsikkrer dig, du vilde ikke kende Gina igen.

GREGERS.
Gina?

HJALMAR.
Ja, kaere, husker du ikke, at hun hed Gina?

GREGERS.
Hvem hed Gina? Jeg ved jo aldeles ikke--

HJALMAR.
Men husker du da ikke, at hun konditionerte her i huset en
tid?

GREGERS (ser pa ham).
Er det Gina Hansen--?

HJALMAR.
Ja, na