sytten
ar.

HJALMAR.
Er det sa laenge siden?

GREGERS.
Ja, det er det rigtignok. Na, hvorledes har du det sa? Du
ser godt ud. Du er naesten ble't fyldig og svaer.

HJALMAR.
Hm, svaer kan man vel ikke kalde det; men jeg ser rimeligvis
noget mandigere ud end dengang.

GREGERS.
Ja, det gor du; dit ydre har ikke lidt noget.

HJALMAR (i dystrere tone).
Men det indre, du! Der kan du tro, det ser anderledes ud! Du
ved jo, hvor forfaerdelig alting er styrtet sammen for mig og
mit siden vi to sas.

GREGERS (sagtere).
Hvorledes gar det din far nu?

HJALMAR.
Kaere, lad os ikke tale om det. Min stakkers ulykkelige far
lever naturligvis hjemme hos mig. Han har jo ingen anden i
hele verden at holde sig til. Men dette her er sa knusende
tungt for mig at tale om, ser du.--Sig mig heller, hvorledes
du har havt det der oppe pa vaerket.

GREGERS.
Dejlig ensomt har jeg havt det,--havt god anledning til at
gruble over mangt og meget.--Kom her; lad os gore os det
hyggeligt.

(han saetter sig i en laenestol ved kaminen og noder Hjalmar
ned i en anden ved siden af.)

HJALMAR (blodt).
Du skal dog ha' tak alligevel, Gregers, at du bad mig til
din fars bord; for nu skonner jeg da, at du ikke laenger har
hoget imod mig.

GREGERS (forundret).
Hvor kunde du falde pa, at jeg skulde ha' noget imod dig?

HJALMAR.
I de forste arene havde du det dog.

GREGERS.
Hvilke forste ar?

HJALMAR.
Efter at den store ulykke var sket. Og det var jo sa
naturligt, at du havde. Det var jo pa et haengende har, at
din far selv var ble't trukket med ind i disse her--a, disse
her skraekkelige historierne!

GREGERS.
Og derfor skulde jeg ha' noget imod dig? Hvem har bildt dig
det ind?

HJALMAR.
Jeg ved, du havde det, Gregers; for det er din far selv, som
har sagt mig det.

GREGERS (studser).
Far! Ja sa. Hm.--Var det derfor, at du aldrig siden lod mig
hore fra dig,--ikke med et eneste ord.

HJALMAR.
Ja.

GREGERS.
Ikke en gang i den tid du gik hen og blev fotograf?

HJALMAR.
Din far sa', det var ikke vaerdt jeg skrev til dig om nogen
som helst ting.

GREGERS (ser hen for sig).
Nej, nej, kanske han kunde ha' ret i det.--Men sig mig nu,
Hjalmar,--finder du dig nu nogenlunde tilfreds i din
stilling?

HJALMAR (sukker let).
A jo samaend gor jeg sa; kan egentlig ikke sige andet. I
forstningen kan du jo vide, at det var ligesom lidt
underligt for mig. Det var jo sa rent forandrede forholde,
jeg kom ind i. Men alt det andet var jo