nanden med
Haandslag, og "Herrer fra Forretningen" skod ud og ind i Vrimlen for
at bringe Breve til den sidste Post.

Udenfor Modebutikerne, hvor de forste Vintermodeller prangede under
Gassens Lys, kom man slet ikke frem; og ved hvert femte Hus stoppedes
den hele Strom af Plankevaerker foran Huse, som var under Ombygning,
saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Braeddebroer, der var
lagt frem over Rendestenen.

-Svaert, saa vi bygger Facader, sagde Berg, der i den skiftende
Belysning sad og saa' ud over Fortovsstrommens mange Hoveder.

-Vi kalker vore Grave, sagde Lange.

Paa Ostergade blev Strommen langsommere. Man drev afsted i Lyset,
Skridt for Skridt, lunt, som i sin egen Stue, kiggede og hilste med
Nik og vendte sig. En Omnibus kom paatvaers af Drosken, saa den blev
trykket helt ind mod Fortovet, hvor de unger Piger gled forbi, friske
af Luften, sode og vimse under Herreblikkene; Ansigterne var just i
Hojde med Drosken, saa naer, saa det var, som om de rorte Vognen med
Kinderne.

-Aften, Berg, Aften, raabte et Par Herrer og rettede Stokkene, som de
bar "paa skraa" i Lommen.

-God Aften--god Aften.

De var uden for en Kunsthandel og maatte rent holde stille; man kom
ikke frem, Svaermen stod helt ud paa Gaden.

-Her kan man s'gu altid holde Karantainen, sagde Kusken.

Det var et Par franske Sirener, man vilde se, der prangede i staerkt
Lys--i halv Legensstorrelse--i Udhaengsskabet, indrammede af
Makartbuketter. Alle stod med opadvendte Ansigter og smilte foran
Yndighederne.

-Kor ad Ny-Ostergade, raabte Berg. Kusken drejede ind i Sidegaden,
hvor de gled blodt hen ad Korebanen, og der pludselig blev ganske
morkt og stille: ingen andre Folk end Parrene, der hviskede, gemte
rundtom i Doraabningernes Skygger.

* * * * *

Folk drog over Skt. Annaeplads i Stime, og Droskerne satte ind i
Amaliegade med en Fart, som var Dyrene lobske; Damer, der lob over
Gaden med loftede Skorter, kom foran Hestene og hvinte.

-Ka' den Dame dy sig, bandte Kusken.

-Hva'?

-Men--Amalie ...

En Amalie, der var kommet paatvaers af Bergs Droske, blev langet ind af
en Herrearm.

-Du dog--raabte hun: Herluf Berg.

Damen Amalie blev af lutter lykkelig Forbavselse staaende ugraciost
paaskraevs over Rendestenen og saa' efter Drosken, til hun paany blev
rendt over Ende.

Udenfor Teatret var der en Smaekken med Vogndorene og en Traengen sig
frem paa Trappen ind ad Porten, som om alle