amlingen ved bordet og
proppenerer en lang skal for fru Sorby.

LEJETJENER JENSEN (flytter en laenestol frem).
Er det kanske sandt, som folk siger, at der er noget imellem
dem?

PETTERSEN.
Fan' ved.

JENSEN.
For han har nok vaer't en svaer buk i sine dage.

PETTERSEN.
Kanske det.

JENSEN.
Det er jo for sonnen, at han holder dette her
middagsselskabet, siger de.

PETTERSEN.
Ja. Sonnen kom hjem igar.

JENSEN.
Aldrig vidste jeg for, at grosserer Werle havde nogen son.

PETTERSEN.
Jo da, han har en son. Men han holder stodt og stadig til
der oppe pa Hojdalsvaerket. Han har ikke vaeret i byen i alle
de ar jeg har tjent her i huset.

EN LEJETJENER (i doren til den anden stue).
De, Pettersen, her er en gammel fyr, som--

PETTERSEN (mumler).
Hvad fan', kommer her nu nogen!

(Gamle Ekdal kommer tilsyne fra hojre i stuen. Han er klaedt
i en luvslidt kavaj med hoj krave; uldne vanter; i handen en
stok og en skindhue; under armen en pakke i kardusomslag.
Rodbrun, smudsig paryk og en liden gra knebelsbart.)

PETTERSEN (gar imod ham).
Joss',--hvad vil De her inde?

EKDAL (i doren).
Ma sa nodvendig ind pa kontoret, Pettersen.

PETTERSEN.
Kantoret er staengt for en time siden, og--

EKDAL.
Horte det i porten, far. Men Graberg sidder der endnu. Vaer
snil, Pettersen, og lad mig fa slippe ind den vejen. (peger
mod tapetdoren.) Har ga't den vejen for.

PETTERSEN.
Ja, De far sa gore da. (abner doren.) Men sans endelig pa,
at De kommer ud igen den rigtige vejen; for vi har
fremmede.

EKDAL.
Ved det nok,--hm! Tak, Pettersen-far! Gammel god ven. Tak.
(mumier sagte.) Torsk! (han gar ind i kontoret; Pettersen
lukker doren efter ham.)

JENSEN.
Horer han ogsa til kantorfolkene?

PETTERSEN.
Nej, han er bare en, som skriver udenom, nar de har det
nodig. Men han har samaend vaer't en fin fyr i sin tid, gamle
Ekdal.

JENSEN.
Ja, han sa ud som noget af hvert.

PETTERSEN.
Ja da; han har vaer't lojtnant, kan De taenke.

JENSEN.
A fan',--har han vaer't lojtnant!

PETTERSEN.
Ja gu' har han sa. Men sa slog han sig nok paa skoghandel
eller hvad det var. De siger, at han skal ha' gjort
grossereren et faelt stygt puds engang. For de to var sammen
om Hojdals-vaerket dengang, skonner De. A, jeg kender godt
gamle Ekdal, jeg. Vi drikker mangen god gang en bitter og en
flaske bajersk sammen inde hos madam Eriksen.

JENSEN.
Han kan da ikke ha' stort at spandere for, han.

PETTERSEN.
Joss', Jensen, De kan da v