Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an:

-Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen korte tilbage gennem
Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i
det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset.

Hans Excellence steg ud. Doren havde ingen Klokke, men kun en
Dorhammer, der ligesom ikke vilde mere.

En Pige lukkede op:

-Er her no'en hjemme? spurgte Excellencen.

-Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.

Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Moblerne stod
saa maerkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor
Vinduerne laa Haven. Sneen gav et saeregent Lys i Stuen, som af Skaeret
fra et ophaengt Lagen.

Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler
indhyllede i Flor.

Han horte ikke Fru Urne komme, for hun stod der. Hun var hoj og mager
og helt i Sort.

-At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Haender.

-Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer.

-Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Haender, mens hun satte sig.

-Eller ingen, sagde Hans Excellence.

Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hort, hvad han
havde sagt. Hun havde loftet Blikket og betragtede sin faldne Mands
Billede over Sofaen:

-Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er,
som om man maatte opleve det igen.

-Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet.

-Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes Ojne, mens
en Hulken rystede hende:

-Og jeg kan ikke en Gang nojes med Tanken om hans Bedrift... Og de
Minder, man gaar og haenger Flor om--det er ikke de Minder, man laenges
efter.

Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru
Urne sad:

-Jo storre han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig
...

-Og des vildere er Savnet.

Ved Ordet vildere modtes et Nu deres Ojne og en Blodstrom slog op i
Enkens Ansigt.

-Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.

-Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Born.

-Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de
andre, som er ene, "laenges" li'edanne?

Fru Urne havde laenet sit Hoved til Stolens Ryg og saa ud i Luften:

-Hvorfor lyver de da alle?

-De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:

-Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdraettes til at tro, at vi er
noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de
an