v ved at rode op.

-Men Gud, hvad skal jeg dog med det? sagde Moderen og saa pludselig
paa et straagult Kjoleskort:

-Den Kjole gaar jeg jo aldrig med.

Og pludselig sagde hun:

-Vil De dog ikke ha'e den?

Selskabsdamen, der plejede at lade sig tilflyde sin Del af Moderens
Kufferter, sagde, mildt afvaergende:

-Men den er jo saa god som ny.

-Kaere Ven, sagde Moderen: jeg har den jo aldrig paa:

-Tal dog ikke om det.

Selskabsdamen lagde det gule Klaedningsstykke hen paa en Stol og fandt
tilsidst den Bareges:

-Her er den, sagde hun.

-Tak, sagde Moderen: saa kan jeg selv.

Hun blev siddende endnu nogle Ojeblikke foran Lysene, for hun slog Eau
de Cologne'n op i det store Vandfad for at bade sig. Da hun var klaedt
paa, sad hun atter foran Lysene.

Hendes Blik faldt paa Tusindfrydbuketten, som Hans Excellence hver Dag
til Middag lod laegge paa hendes Bord. Hun tog den i sin Haand. De gule
Blomsterojne stirrede i Lyset op mod hendes blege Ansigt.

Saa lagde hun Blomsterne hen og af de tre Boger paa sit Bord tog hun
den ene. De to andre var "Buch der Lieder" og "Don Juan".

Hun slog Bogens Blade op og stirrede ind i Lyset, for hun laeste:

Og daglig mer og mer Diones Sind
Sig slutter til--hun drommende kun leved;
Det evigt nyt Erindrings Billed vaeved,
Men Livets Indtryk lukked ej det ind.
Tavs sad hun hele Timer, Haand ved Kind,
Og saa i Luften ud, hvor Skyen svaeved,
Af Vinden fort, saa tung og mork forbi:
Et Spejl af hendes Sjaels Melankoli.

Dog, hvad er Ord fornodne?--Samme Spil Kan her beskues som paa Livets
Scene; Forst Smertens Frugt paa Livets fulde Grene, Saa Hjertets Kamp
for det sig lukker til. Forst Haab og Laengsel, derpa Savn alene. Saa
Tomheds Taarer, der ej stanse vil. Forst dobbelt Liv og Kraft i hver
Fornemmelse, Saa Traethed, Slaphed, Slovhed og Forglemmelse.

Moderen loftede sit Ansigt. Et Ojeblik lukkede hun sine Ojne. De rode
Laeber skaelvede.

Saa laeste hun igen:

Du svigter mig--du flyer mit Ojes Blik, Skont omt jeg kalder, Du vil
ej mig hore; Du for min Hilsen lukket har dit Ore Og raekker bortvendt
mig den bitre Drik. Det svinder hen--min Sol til Hvile gik.

Moderens Haand sogte et spidset Blyant paa hendes Bord og hun forte
den til en naesten usynlig Streg ned langs Digterens Ord, alt som hun
laeste:

Og intet mer kan mig tilbage fore De Straaler, som min Glaede fodtes i,
Kun Tanken har jeg nu: det er forbi.

Det skulde vaere--nu