over
Bordet, mens hun tog et Glas fra det Opsats-fyldte Bord og lod det
skinne i Lyset:

-Hvor man kender dem, sagde hun.

-Ja, de er dejlige, sagde Gehejmeraadinden.

Alle talte om Glassene.

-Ja, sagde Moderen til Grev Schulin, der sad tilvenstre for hende: de
blev kobt af min Svigerfaders Bedstefader ... de skal skrive sig fra
Regentskabet....

Marschalinden, der stadig sad med Glasset i sin Haand, sagde over til
Excellencen:

-Jeg kan huske dem lige fra min Barndom, Onkel Hvide.

Hans Excellence, der vistnok ikke havde hort hendes Ord, sagde:

-Ja, de er her endnu; mens der pludselig gik en Traekning over
Jaegermesterens Ansigt og den slanke Tjener, som nu stod bag den unge
Fritz Hvides Stol, slog de blanke Ojne op mod sin Herres Ansigt:

-Sherry eller Madeira?

-Og kun mine Yndlingsblomster paa Bordet, sagde Grev Eck og bojede det
lille og fine Hoved for Hendes Naade. Han havde faestet en af Bordets
tusind Stedmoderblomster i sit Knaphul, som var uden Roset. Han bar
ligesom Hans Excellence kun Storkorset.

-Det er altid Hvide, sagde Hendes Naade, som lige paa en Gang husker
den Slags Ting.

-Ja, sagde Grev Eck: det er en af hans Evner.

Hans Excellence, der havde hort det som alt, hvad Hendes Naade talte
om, sagde:

-En Evne? . . . Dagen er lang, gode Adam; den Slags Ting sidder
etsteds og melder sig, naar de skal.

-Mon de ikke sidder i Hjertet, Grandpapa, sagde Moderen, der selv
havde samlet en Buket af Stedmoderblomsterne, som var spredte paa
Dugen, og havde faestet den ved sit Bryst.

-Det er jeg ikke vis paa, svarede Hans Excellence.

-Det er en traurig Blomst, sagde Grev Schulin og saa paa Moderens
Brystbuket.

Moderen tav et Ojeblik og forte Haanden hen over Stedmoderblomsterne.

-Den er for Erindringen, Schulin, sagde hun, lidt sagtere; ved De
ikke, det siger Ofelia.

Greven tog en Mundfuld Fisk:

-Saa? sagde han: det er saa laenge siden, de spillede det Stykke.

-Gudskelov, sagde Hans Excellence: der burde altid vaere Forbud mod,
hvad de Goglere lemlaestede.

De oppe ved Hans Excellences Bordende lo, mens Moderen sagde:

-Jeg kender intet som Grandpapas Had til Teatret.

Gehejmeraadinden sagde:

-Han har Ret. Man burde aldrig have nedrevet Blaataarn.

Men Excellencen sagde:

-Lad dem abe sig som de vil for Resten af Abekattene. Men de store
Tanker skulde de helst lade vaere i Fred og ikke forfalske dem paa
deres tykke og dumme Tunger. Hvis en eneste af dem havde forst