bage og ser, hvordan det er gaaet.

-Hvordan er det da gaaet? sagde Baronessen, der, uforstaaende, havde
bojet Overkroppen helt frem.

-Aa, sagde Grevinde Schulin og tog sig med den ene Haand over Ojnene:

-De er et Barn.

-Men, sagde hun og betragtede et Ojeblik Schulin, der sad inde ved
Kortene, bred og staerk, som den, der har bevaret sin gode og
mangesidige Appetit op gennem Aarene:

-Livet vil nok laere Dem mange Ting.

Baronesse Rosenkrands skod Kirsebaermunden frem:

-Ja, det vil det vel, sagde hun og sukkede uden at vide hvorfor.

-Skal vi kore? spurgte hun Baronen, der kom til.

-Ja, min Pige, sagde Baronen; og Baronen og Baronesse Rosenkrands, der
skulde til Rout hos den engelske Minister, gik rundt og sagde Farvel.

Georg kom lobende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans
Excellence:

-Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende.

Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu.

-Er Vognen der? raabte han.

-Ja, Deres Excellence.

Alle havde rejst sig i begge Stuer--undtagen Hendes Naade.

-Hvad er der? sagde Gehejmeraadinden, der var vaagnet.

-Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.

-Hvad er der? spurgte Marschalinden, med Ansigtet vendt mod
Excellencen.

-Jeg skal til Brahes; og vendt mod Faderen sagde han:

-Tag mine Kort. Hans Excellence gik ud.

Ved Doren til Trappen ventede Brahernes Vogntjener, der, bleg, bojede
Hovedet over den store Krave.

-Det haster, Deres Excellence, sagde han.

-Jeg ved det, sagde Hans Excellence, der steg ind i Vognen:

-Kor.

Brahernes Heste slog med deres Hove Gnister af den haardtfrosne Sne.

Den Braheske Port blev revet op foran de dampende Dyr.

Portneren lob til og var naer snublet over Vognens bageste Hjul, mens
hans Kone stod paa Kaeldertrappen, laenet op til Vaeggen, med Forklaedet
over sit Hoved, og graed, saa det genlod i Porten:

-Det javer, Deres Excellence, det javer, sagde hun.

-Jeg ved det, sagde Hans Excellence igen.

Ved den aabnede Dor ventede Kammertjeneren.

-Godaften, Deres Excellence, sagde han og hans Stemme rystede. Han
havde tjent i Huset i tyve Aar.

-Tag Pelsen, sagde Hans Excellence. Og han rev den selv af, saa den
faldt paa Gulvet som en tung Saek. for Tjeneren kunde gribe den.

-Haeng den op, sagde Hans Excellence.

Han aabnede Doren, og Baron Brahe, der sad paa en Stol, vendte sit
Ansigt, der var ophovnet af Graad--han, der ikke var vant til at
graede--om mod Excellencen:

-