Sostre var fulgt efter, lydlose som to Skygger.

-Giv hende Champagne, sagde Hans Excellence, som stod midt i Stuen.

-Ja, sagde Baronen.

-Saa tit I kan, sagde Hans Excellence.

-Ja, sagde Baronen.

Ingen rorte sig.

-Hvor er Preben, spurgte Hans Excellence.

Preben rejste sig fra en Stol.

-Gaa derind, lille Preben; men sid stille.

Hans Excellence tav et Ojeblik, mens Preben gik hen over Gulvet,
usikker som En, der har drukket.

-Godnat, Born, sagde Hans Excellence og saa, et Nu, fra Ansigt til
Ansigt, for han gik.

Baronen var fulgt efter ham og kunde naesten ikke gaa:

-Hvordan er det? sagde han, da de kom til Doren.

Den staerke Mand skaelvede som et Lov.

-Det er det sidste, sagde Hans Excellence og havde grebet Baronens
Haand med et Greb, saa det sved.

Baronen tog frem for sig, da Excellencen slap.

-Godnat, sagde Hans Excellence igen og Doren faldt til.

-Kor, sagde han og steg ind.

Og Vognen korte bort.

Der var naeppe blevet talt i Hvidernes Stuer, hvor Marschalinden
uafladelig gik frem og tilbage med korslagte Arme, mens de fire Herrer
ved Spillebordet spillede tavse, uden et Ord, mekanisk som Figurer,
der var trukket op.

Kun nu og da sagde Moderen eller Gehejmeraadinden en Saetning, ud i
Stuen, og tav igen, saa der atter blev stille og intet hortes uden
Kortenes Fald.

Gehejmeraadinden sagde:

-Hvorfor skulde ogsaa de blive lykkelige?

Grevinde Schulin havde taget et Sjal om sig og sad, som om hun fros.

-Livet er saa misundeligt, sagde Gehejmeraadinden atter med sin dybe
Rost.

-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej.

Alle tav igen, til Marschalinden sagde:

-Hvor gammel var hun egentlig?

-Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads.

-Tyve Aar, gentog Marschalinden.

Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog:

-Ja, alting her i Verden er blindt--ogsaa Doden.

Der hortes en Vogn i Gaden og Marschalinden loftede Gardinet. Men det
var ikke den.

-Hvor er Hans? spurgte Hendes Naade.

Den unge Hvide loftede sit Ansigt fra en Bog:

-Papa er i Spisestuen.

-Hent ham, sagde Hendes Naade.

Men den unge Hvide rorte sig ikke.

-Gaar Du? sagde Hendes Naade.

-Ja, Grandmama.

Den unge Hvide gik ind i Spisestuen, hvor han, i Vinduesfordybningen,
fandt Jaegermesteren ludende over et Glas Cognac med Vand.

-Grandmama onsker at tale med Dig.

-Naa. Jaegermesteren forsogte at staa op.

-Stot Dig til mig, sagde Sonnen.

-Hvad skal jeg,