ejmeraadinden, der, hvor hun saa
var, altid sov et Kvarter, efter Kaffen.

-Ja, Tante Augusta, sagde Baronessen og rejste sig fra Sofaen, hvor
Gehejmeraadinden lagde et Lommetorklaede over sit brede Ansigt og, et
Minut efter, var falden i Sovn.

Marschalinden, der sad med Moderen ovre i det andet Hjorne, gav sig
til at le:

-Tante Augusta har altid sovet som de Retfaerdige, sagde hun.

-Ja, sagde Moderen.

Hendes Naade og Grevinde Schulin talte midt i Stuen om Lejligheder,
som det virkelig var svaert at faa:

-Men Hvide vil jo ikke flytte, sagde Hendes Naade.

Samtalen stansede nu og da, og fra den anden Stue horte man Kortenes
Fald.

Moderen loftede Hovedet en Smule og sagde:

-Saa underlig denne Dag maa have vaeret for Dig, Harriette.

-Hvordan? sagde Marschalinden og vendte Ansigtet imod hende.

-At se os allesammen igen ... efter saa lang en Tid.

-Ja, sagde Marschalinden: naesten tyve Aar....

-Og, tilfejede hun: jeg rejser snart igen.

-Rejser? sagde Moderen.

-Ja, sagde Fru Harriette, hvis Stemme sitrede underligt: nu har jeg
jo set Jer.

Moderen svarede ikke, og de horte igen Kortenes Fald. Saa sagde
Moderen, som saa hun paa noget, der var uendelig langt borte:

-Det var lige for mit Bryllup, Du rejste.

Marschalinden havde foldet Haenderne over sit Knae.--Ja, sagde hun: det
var lige for dit Bryllup.

Og efter et Ojebliks Tavshed lagde hun til:

-Alle kan vi jo ikke blive i Landet.

Faderen traadte hen til dem:

-Hvad sidder I to og taler om?

-Vi talte om et og taenkte paa noget andet, svarede Marschalinden.

-Hvorpaa da?

Alle tre Ansigter saas sammen i Skaeret af Standlampen.

-Aa, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og taenkte paa Lykken og
Livets Gang.

Faderen svarede ikke.

Men Marschalinden sagde:

-Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.

Grevinde Schulin havde slaaet sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos
Baronesse Rosenkrands.

-Det maa alligevel, sagde hun, vaere underligt for Harriette at vaere
kommen hjem og nu se alt det.

-Hvordan alt det?

-Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der
taenker paa noget, der ligger meget langt tilbage:

-Harriette havde vel nok altid elsket Fritz. De har jo kendt hinanden
fra Born.

-Men saa forelskede Fritz sig jo i Stella--og saa rejste Harriette ned
til Tanten i Wien og giftede sig med Marschalen.

Grevinde Schulin tav et Ojeblik:

-Og nu kommer hun til