gevel under Hans
Christians Fingre, Ariadnetraaden floj ud.

-Ariadnetraaden? sagde Marschalinden nedefra.

-Ja, sagde Hans Excellence: fra den Dag kan man vel famle sig til,
hvis man ellers gider, hvad Liv er og hvor Livet sidder.

De horte alle efter, mens Grev Eck sagde, med en Tankeforbindelse:

-Noget af det interessanteste jeg ved, var at se Charles Darwin i
London.

Hans Excellence sagde:

-Hvad han tror, har alle de Store troet. Han, der gik paa Hovedet i
AEtna, var den forste, der forstod, og han vidste, han havde forstaaet.

Marschalinden, der ikke kendte Filosofen fra AEtna og stadig sad
fordybet i sin egen Stemning, loftede Ojnene og saa sig uvilkaarligt
om i Stuen:

-Ja, sagde hun: saa mange Maend, der egentlig er gaaet ud og ind af
disse Stuer.

-Ja, sagde Hans Excellence og maalte selv Vaerelset med et langt Blik:
mange. Og hvad er der saa blevet tilbage? Stakitterne om deres Grave.

Der var et Ojeblik stille i Stuen.

Saa sagde Grev von Eck:

-Og Telegrafpaelene over Jorden.

-Ja, sagde Hans Excellence: til at formere de menneskelige Logne.

Hans Excellence tog en Skefuld Is paa Moderens Tallerken.

Samtalen var naesten stanset, og Grevinde Schulin bojede sig ned mod
Professor Berger, der, medens han spiste, forte sine meget fine Haender
naesten som en Kvinde:

-Hvad er der dog haendet Onkel Hvide, sagde hun: jeg har hele Tiden en
Fornemmelse, som om Gulvet gynger.

-Hvad sagde Grevinden? spurgte Professoren, som enten ikke havde hort
eller ikke havde villet hore.

-Ingenting, Fru Schulin slog sin Vifte op: her er saa varmt.

Naesten paa en Gang begyndte hun og Marschalinden og Moderen at tale
igen, mens alle faldt ind, og de talte om Godserne og Hoffet og
Hendes Majestaet Enkedronningen, som desvaerre var syg.

-Hun har Mavepine, sagde Hans Excellence.

Medens alle blev ved at tale, sagde Grev Eck, der laenge havde siddet
og set paa den unge Mand, pludselig over til Hr. Fritz Hvide:

-Hvad taenker egentlig De paa?

Den unge Mand loftede det blege Ansigt.

-Greven gor mig et Samvittighedssporgsmaal, sagde han.

-Som De ikke besvarer, sagde Greven og lo.

Den unge Mand svarede ikke mer, men bojede kun sit Hoved.

Den slanke Tjener bragte fjorten meget smaa, graverede Glas paa en
Krystalbakke, som han, bukkende, rakte frem mod Grev Eck som den
forste.

-Det er Tokayeren, sagde Grev Eck, der havde taget et Glas.

-Ja, sagde Hans Excellence.

Det var en aeldgammel Vin,