avde strakt Haanden ud mod den slanke Tjener:

-Et Glas, sagde han.

Det var et Glas Champagne, som Hans Excellence fik og tomte i et Drag:

-Styres ikke alt Skyggespil, sagde han, af en oprakt Finger?

Mens Gehejmeraadinden lo, horte man Professor Berger sige i
Stilheden--Herrerne var blevet rode i Hovederne--:

-Det er vel altid Hovedformaalet at lindre Patienternes Smerter.

Moderen, som i nogle Minutter ikke havde talt, fo'r sammen ved Hans
Excellences Ord og horte Grev Schulin, der hovedsagelig beskaeftigede
sig med Silkekraeet ved Kakkelovnen, sige:

-Dyret er s'gu drukkent.

Moderen smilede og sagde:

-Dyret er klogt.

-Ja, saagu', sagde Schulin, der selv tomte et Glas til Dyreryggen.

Marschalinden, der var blevet ved at tale med Grev Eck, spurgte ham ud
om en ledende Politiker, en Folkeforer.

-Man forstaar aldrig noget rigtigt, sagde hun: naar man sidder saadan
aarevis i Udlandet.

-Men, sagde hun om Folkeforeren: tror De da virkelig, at han selv tror
paa alle sine egne Ord?

-Undertiden.

-Og, blev Hr. Eck ved: han tror altid paa, at han er Verdens
Midtpunkt.

-Misund ham for det, raabte Hans Excellence: den Tro tor ingen miste.

Og sagtere, saa kun Moderen og Gehejmeraadinden horte ham, sagde han:

-Den Dag, man mister den, begynder Sandflugten....

-Sandflugten, Grandpapa?

-Ja, Sandflugten gennem Orkenen.

-Og--Hans Excellences Stemme lod paany som for og, et Nu, saa hans
Ojne ud, som overmandedes han af en urimelig og en til Bunden loddet
Smerte--: hvem tror Du vel, min Pige, betyder mer end Sandskornet i
den hede Sky.

-Hvad taler I om? sagde han pludselig atter hojt ned til Eck og
Marschalinden.

-Politik, sagde Marschalinden.

-Politik, sagde Hans Excellence, der atter havde ranket sin Skikkelse
og sad med Haenderne stottede mod sit Bord: hertillands har vi ingen
Politik. Politik betyder Handling og En, som hertillands vilde handle,
vilde straks lobe Panden mod Talerstolene.

-Og--Hans Excellence lo--den, som vilde vove at hugge Talerstolene
ned, vilde blive halshugget. Hvem takkede Anders Sandoe eller hvem
takkede Bluhme? Bispen fra Ny Zeeland kunde smore dem om Munden og
fore dem til Dannevirke.

Gehejmeraadinden gav sig til at le med sin Mandfolkelatter. Hun kom
til at taenke paa Hans Christian Orsted og blev ved at le:

-Som det Mandfolk gik paa sine Ben, sagde hun.

Hans Excellence sad lidt, for han sagde:

-Ja, han var Anders Sandoes Broder. Men det var alli