velan. Ej Klage Skal disse Linjer bringe fra mit
Bryst. Ej Suk, som uden Genlyd gaar tilbage, Ej Savn, som vende hjem,
foruden Trost; Kun milde Ord, som ej dit Hjerte nage, Kun Hjertets
Genklang af en svunden Lyst, Kun Ordet, tomt for Dig, for mig en
Lindring, Kun et Farvel til Afsked og Erindring.

To Taarer var faldet ned paa Blader. Moderen saa dem ikke:

Farvel--Hvad er et Ord? og dog en Smerte, Den bitreste, er gemt i
dette Ord: En Grav for alt, hvad dette Bryst begaerte Af Elskov, Lykke,
Fred paa denne Jord.

Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte,
Hvis sidste Haaben i dens Baeger bor,
Tag alle Blade Du. Ti Duft og Farve,
Som Du gav Liv, til Afsked skal Du arve.

Store Taarer strommede ud af hendes Ojne, og et Nu stottede hun sit
Ansigt mod Armstagens Bronce.

Saa torrede hun Taarerne bort og vendte igen de dejlige Ojne mod
Bogen, hvis Bind stod laenet mod Spejlets Rand som en Bonnebogs mod en
Bedepult:

Min Sjael er traet, men paa mit Oje falder
der ingen Slummer; rastlos Tanken gaar
I Sorgens Folge gennem Fortids Haller
Og stille for hvert dejligt Billed staar.
Hver Drom, der fryder, jeg tilbagekalder,
Jeg straekker Haanden ud--men ej den naa'r
Den flygtige, den lyse Haer af Minder,
Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.

Da vaekkes jeg, af Laengsels Toner kaldt,
Da foler end med dobbelt Kraft jeg Savnet
Af alt det Herlige, min Arm har favnet,
Af Dig, din Kaerlighed og din Gestalt.
Oh, Charles, som mig flyer, af hvem kun navnet
Endnu jeg har, skont dette Navn er alt,
Alt, hvad jeg taenker, foler: Lyst og Kummer,
Mit Hjertes Klage, naar jeg selv forstummer.

Hun havde fattet om Bogens Bind med begge sine hvide Haender. Ansigtet
var let strakt frem:

O, Du--Men Taaren falder ned og sletter
Mig Skriften ud; og torres end den bort,
Den vaelder frem paany og Brevet pletter
Saa selv min Afskedshilsen gor mig tort.
Lad her mig ende. Dig jeg ej forgaetter,
Dertil et bittert Liv var mig for kort.
Farvel. Farvel. Jeg har ej mer at skrive.
Kun dette Kys--nej, nej. Og dog--det blive.

Hendes Haender gled ned fra Bogen, og stille, stirrede hun, i Spejlet,
ind mod sit eget Billede, som hun ikke saa.

-Ja, sagde hun ud i Luften og rejste sig: det maa vaere.

Selskabsdamen bankede igen og spurgte, om hun ikke skulde haegte Fruens
Kjole.

-Tak, jeg er faerdig, svarede Moderen.

Sel