, Deres Excellence, sagde hun og hun gik.

Hans Excellence blev staaende foran Konferensraaden, der krob tilbage
i sin Stol bag det nedrullede Gardin, som vilde han skjule sit
opbulnede Hoved:

-Du vil ikke se mig, sagde Hvide.

-Der er ingen, som har haft Bud efter Dig, lallede Konferensraaden med
sin tykke Tunge.

-Jeg horte, det var blevet vaerre, sagde Hans Excellence, der naermede
sig det nedtrukne Gardin.

-Lad Gardinet vaere, sagde Konferensraaden og loftede den venstre og
vanformede Haand.

-Jeg maa se, sagde Excellencen og rullede Gardinet op, saa pludselig
det ganske Lys faldt ind over Konferensraadens opsvulmede Hoved, hvor,
midt i Bullenheden, det venstre Oje stod frem eller ligesom hang ud af
sin Hule som paa de vanformede Dyr, vor Klodes Fortidshistorie kendte.

-Du er ringe, sagde Hans Excellence, der stod midt i Lyset.

Konferensraaden loftede det hojre og sunde Oje op imod ham med et Blik
som et Dyrs, der foler Reb surrede om alle sine Lemmer.

-Jeg har det som jeg plejer, sagde han, med Tungen tyk i sin Mund.

Hans Excellence knyttede Gardinsnorene i en fast Knude:

-Ja saa, sagde han.

Han tog den Lammedes Puls og han betragtede sit Ur uden at bevaege
Ansigtet. Han sagde heller intet, mens han atter puttede Uret i sin
Lomme og med sin iskolde Tommelfinger begyndte at fole, haardt, rundt
i Konferensraadens Ansigt--rundt om det udhaengende og blinde Oje.

Konferensraaden rorte sig ikke, tvungen af Excellencens Finger som af
en Nagle.

-Gor det ondt, spurgte Hans Excellence.

Konferensraaden, der af Smerte havde bidt i sin slagne Tunge--sine
Taender havde han--svarede ikke.

Hans Excellence slap:

-Og Benene? spurgte han.

Konferensraaden, som var femten Aar yngre end Excellencen og opvokset
under Familjelaegens Ry, tog ikke det sunde Oje fra sit Bord, for
Excellencen bojede sig, som vilde han tage om hans Ben:

-De er som de plejer, lallede han.

-Kan du naa dit Jernskab endnu, sagde Excellencen og lo, idet han slog
til Krykkestokken, der stod laenet til Vindueskarmen.

-Du gor altsaa Forretninger endnu?

Konferensraaden loftede sit Oje mod ham.

-De, der ikke er afviklede, sagde han; blandt andre dine.

Der gik, uden at han selv vidste det, en pludselig Traekning over Hans
Excellences Ansigt, for han sagde, som havde han intet hort:

-Du skulde skaane Dig.

Og han fojede til, mens han bestandig slog med den ene Krykke mod
Karmen:

-Det er paa Tiden.

-Det kan jeg s