han.

-Han--og Fru Urne tog sig atter sammen--: han bliver saa let febril,
ved Du ...

-Ja, sagde Excellencen, jeg ved det. Det horer hans Alder til.

-Men, sagde han: lad ham ha'e sin Frihed og laas ikke hans Dor.

-Farvel, min Pige.

-Farvel, Onkel Hvide--og Tak, fordi Du kom.

Hun fulgte ham ud, og Vognen satte sig i Bevaegelse.

-Til Konferensraad Glud, raabte Excellencen og Vognen rullede endnu en
Gang gennem Gaderne, til den holdt foran Konferensraadens Hus, hvor en
skruttet Mandsling stak sit Hoved frem af en lille Sidedor, for Porten
langsomt blev lukket op og Vognen kunde kore ind.

Mandslingen stod ved Vogndoren, men Hans Excellence saa ham ikke og
talte ikke til ham. Han var selv staaet ud af sin Vogn og rykkede i
Gangdorens Laas--der var underligt nye Laase i alle Konferensraadens
aeldgamle Dore--:

-Man kommer ikke ind for alle de Indretninger, raabte Hans Excellence,
og han gik op ad Trappen.

Han ringede og et Ojepar kom til Syne i Koojet i Doren, for den blev
lukket op:

-Ja, det er mig, sagde Hans Excellence og gik ind.

-Altid lige statelig, sagde han og saa frem paa Husdamen, Froken
Erichsen, der i tyve Aar havde styret Konferensraadens Hus og var
forblevet hojbarmet og midjesmaekker som den, der ikke overgiver sig
men bevarer sig og plejer sig og venter:

-Hvordan staar det?

-Hofjaegermesterinden er i Byen, sagde Froken Erichsen.

-Derfor kommer jeg, sagde Hans Excellence og stodte selv Doren til
Stuerne op med sin Stok:

-Jeg folger med Ravnene.

Froken Erichsen sagde--men man vidste ikke, om hun havde forstaaet
eller ej--:

-Ja, Konferensraaden er daarlig.

-Lad mig se ham, sagde Hans Excellence.

Froken Erichsen gik, og han blev staaende midt i Stuen, hvor de
laasede Vinduesskodder gjorde det halvmorkt, saa Moblernes Omrids
halvvejs forsvandt, og der af Malerierne kun saas de brede Rammer, der
laa som Strimer af Guld paa Rococo-Vaeggene, hvis Sirater glimtede ud
og ind som de gyldne Aarer i et stort Legeme.

Hans Excellence gik frem midt ad Gulvene, hvor der i alle Stuerne var
tomt, frem under Lysekronerne, der, indbundne i Drejl, hang tungt som
fyldte Saekke.

Han stansede foran den inderste Dor, der stod paa Klem.

-Hvad vil han her? lod en Stemme, hvis Lammelse blev hvaesende under
Vreden; hvad vil han her?

-Jeg vil ikke se ham. Det har jeg sagt Dem.

-Konferensraaden tor ikke ophidse sig, sagde Froken Erichsen, stille,
som den, der har Magten:

-Vaersgod