der skulde henvende nogle Afskedssaetninger til Hendes
Naade, greb Ordet Weimar og talte om det storhertugelige Hus.

-En udmaerket Slaegt, sagde Ministeren.

Hendes Naade, der sad i Lyset af Lampen, smilte pludselig:

-Jeg har aldrig, sagde Hendes Naade--og et kort Nu var Hendes Naades
Ansigt som forvandlet, mens de dybe og blaa Ojne straalede--set saa
smukke Maend som Prinserne af Huset Weimar.

Der skod en Rodme som to blodige Lyn hen over Hans Excellences Ansigt,
der syntes at kunne hore en Hvisken, naar det var Hendes Naade, som
talte.

-Ja, sagde Kammerherre Urne, der stod hos de andre, som vedblev at
tale om Goethe: helst af alt vilde jeg have set Goethes Mode med
Bonaparte.

-Det var uforglemmelige Dage, de i Weimar, sagde Hendes Naade til
Ministeren.

Hans Excellences Ojne slog over mod Hendes Naade som tindrende Glimt
og med en urimelig Bevaegelse med sin Arm gennem Luften, som sled han i
en usynlig Laenke, sagde han, som Svar til Kammerherre Urne:

-Ja, de to har forstaaet hinanden. Bonaparte vidste Besked. Han gav
Drivfjedren Vinger og laeste Sammenhaengen paa Bunden af sit Glas.

Marschalinden, der netop ved denne Jul gennem Fyrstinde Metternich
havde erhvervet en Samling af Bonaparternes Drikkeglas, blev rod som
et Blod og et Nu talte ingen, for Hans Excellence, efter at have
kastet et Blik paa Silhuetten sagde:

-Og hvad bliver der saa tilbage af en Goethe? Han talte, som rykkede
han usynlige Vaekster op med alle deres Rodder:--Forst nogle Boger, saa
en Bog ... saa et Navn og en Gang tilsidst kun nogle Bogstaver, hvis
Form Ingen kan tyde mer.

Beromthedens Son, der blev, hvor han var, og som hadede alle andre
beromte Erindringer og hvad der kunde ligne Erindringer, sagde:

-Men Goethes Samtaler kan jeg ikke udstaa.

Alle var ved at bryde op. Grev Francis Schulin bojede foran Hendes
Naade sit Hoved i en tom AErbodighed, mens de to Stiftsdamer halvnejede
paa den anden Side Stolen.

-Fortuna fortis, skreg Pappegojen i et stadigt Raseri.

-Det er Gammelmandssnak, sluttede Beromthedens Son.

Den slanke Tjener aabnede Doren og lukkede den igen, rank med
nedslagne Ojne, som en Husets Vogter.

Hans Excellence loftede Hovedet brat og stod som et Lys:

-Den Gammelmandssnak, min Go'e, sagde han til Beromthedens Afkom, har
gaettet et Aarhundrede.

Poeten, der havde holdt en af Politikerne fast angaaende
Statsunderstottelser, naermede sig Excellencen til Farvel (under Lampen
bojede Hendes Naad