e uafladelig sit Hoved, rank, med Nikolaj I.s
Brillanter ved sin Hals, ikke ulig et Afgudsbillede) og Digteren, der
greb Ordet Aarhundrede, enten fordi det endelig var nok for hans
Dybsindighed eller maaske kun for at faa en Sortie, sagde:

-Ja, Deres Excellence, hvad bliver der tilbage af et Aarhundrede?

Hans Excellence lo, og med et pludseligt Blik, der fangede det ganske
Vaerelse og inderst inde i den naeste Stues Morke den sammensunkne Kadet
som en fjern Ruin, sagde han:

-Vi er blevet tilbage.

Og han lo endnu en Gang.

... Ministeren korte bort sammen med Fru Harriette. Han talte om Hr.
von Bismarck og Ostrigs kummerlige Stilling under Krisen. Pludselig
sagde han:

-De horer ikke efter.

-Nej, min Ven, undskyld.

Og lidt efter sagde Marschalinden:

-Naar man ikke har set sin Ungdoms Venner i tyve Aar, kan der vaere et
og andet at taenke over.

-Sikkert, sagde Ministeren, og lidt efter sagde han, idet han saa
udad Vinduet:

-Denne gamle Mand er oprigtig som en Fortvivlet.

Fru Harriette drejede hastigt Hovedet om mod Ministeren:

-Ja, sagde hun og nikkede.

Og de talte ikke mer, for Ministeren stod ud.

Da Vognen atter korte videre, forte Marschalinden pludselig hastigt
Muffen op mod sit Ansigt: hun brast i Graad.

* * * * *

Hans Excellence sad foran sit Bord:

-Hvad er Klokken?

-Fire, Deres Excellence, svarede Georg.

-Klokken fem skal Vognen kore frem.

Georg rettede sig.

-Her er Middag, sagde han og saa hen paa Hans Excellence.

Hans Excellence rorte sig ikke:

-Lad Hr. Fritz komme ind.

Georg gik og den unge Hr. Fritz kom ind. Uden nogen Bevaegelse i sit
Ansigt betragtede han Hans Excellence:

-Din Fa'er er vel i Hotel d'Angleterre, sagde Excellencen og drejede,
da han havde talt, pludselig Hovedet om mod den unge Mand:

-Sig ham til, at her spises Klokken seks.

-Hvis han ikke er drukken.

Hans Excellence havde ikke taget Ojnene fra den unge Mand, hvis Mund
maaske sitrede en umaerkelig Kende, idet han bukkede.

-Har Du hort det?

-Ja, Grandpapa.

-Saa svarer man, sagde Hans Excellence. En Bleghed var strommet over
den unge Mands Ansigt og han gik.

Hendes Naade sad stadig i sin Stol:

-Hvor er Hvide? spurgte hun.

-Hans Excellence er i sit Vaerelse, sagde Selskabsdamen.

-Jeg paaklaedes Klokken fem, sagde Hendes Naade og gjorde en Bevaegelse
med Haanden.

-Sluk, sagde hun og vendte sig til den slanke Tjener.

Lyset blev sl