s?

Men han horte det ikke.

Hendes Naade spurgte ikke mer.

Hans Excellence var gaaet ind. Ubevaegelig, med Ojne, der vel intet
saa, stirrede han, foran sit Bord, frem for sig, mod Slaegtens Billeder
eller den tomme Vaeg . ..

-Nej, Harriette, Harriette--og Moderen sprang op, da Marschalinden kom
ind i Spisestuen--: er det Dig?

Hun kyssede Marschalinden to Gange:

-Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og forte Fru
Harriette hen til Vinduet:

-Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen.

-Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.

-Ja, sagde Moderen: er det ikke maerkeligt, at der er Mennesker, som
aldrig kan forandre sig.

-Og Du er ogsaa den samme, Fritz, sagde Marschalinden. Hun var gaaet
to Skridt og muligvis var det kun det aendrede Lys, der lod hende synes
en Kende blegere, mens hun rakte Faderen Haanden.

-Vil Du have Mad? sagde Moderen: aa, Du, vi har idag baade Modtagelse
og Middag.

Hun ringede.

Marschalinden vidste, der var Middag; hun skulde jo selv med:

-Men hvad er det for en Middag? spurgte hun.

-Jeg ved ikke, sagde Moderen, mens de satte sig tilbords: det er en
Gallamiddag for Grev Eck, der skal rejse . . . Hvor er det nu, han
skal hen? spurgte hun Faderen.

-Han skal til Anhalt, sagde Faderen: i en dynastisk Sendelse.

Der kom en ung Mand ind og bragte Koteletterne omkring. Han var hoj
og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man
troede, man maatte kunne se hans Ribben.

-Hvad er det for en dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik
ud.

-Det er min Nevos Tjener, sagde Faderen.

-Aa. Marschalinden lagde Haenderne ned i sit Skod: hvor er det dog
vidunderligt at vaere kommen hjem.

-Og dejligt at se Dig, sagde Moderen og slog begge Armene ned over sin
Tallerken.

Hun tav et Ojeblik, for hun sagde:

-Da Du rejste, var vi unge; og der faldt en pludselig Skygge over
hendes Ansigt i det Nu, hvor hun tav.

-Ja, sagde Marschalinden: Da var vi unge.

Hun smilede et Ojeblik:

-Hvor var der vidunderligt derhjemme.

Hun tav igen. Saa sagde hun med Ojnene stort aabnede:

-Ved I, hvad jeg aldrig kan glemme? Saa Plaenerne var gronne derhjemme.
De dejlige, de dejlige Plaener, sagde hun.

-Og Humlehaven, sagde Moderen og aabnede naeppe sine Laeber, mens hun
sagde det.

Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Praesten og hans
langbenede Datter; om Godsforvalteren og de rodhaarede Pigeborn, som