lig staaende foran Grev
Francis, der, i en anden Laenestol, i en fortsat Ligegyldighed, havde
siddet med det skonne Racehoved stottet i sin smalle Haand, men som nu
rejste sig. Hans Excellence blev ved at le:

-Hvad ler du af, Onkel Hvide? spurgte Grevinden.

-Af hans Ungdom, sagde Excellencen, der i de sidste fem Minutter, paa
en Gang, syntes greben af den Stormkastmunterhed, der for en
Menneskealder siden var Forfaerdelsen for Eksamensbordenes Kandidater.

-Ja taenk Dig, sagde Grevinden, at han kun bliver fyrretyve Aar, naar
vi gaar ind i et andet Aarhundrede.

-Et andet Aarhundrede, sagde Hans Excellence og gjorde en Bevaegelse
med sine Laeber, som udstodte han en Slurk Rog:

-Hm, sagde han, Menneskehedens Muskler bliver de samme og vil gore det
samme Arbejde.

Han gik videre og kom i Naerheden af Hendes Naades Stol:

-Hvor har Du vaeret, Hvide? spurgte Hendes Naade, og hun strakte sin
lidt fugtige Haand kaertegnende ud mod ham:

-Jeg er altid saa bange, naar jeg ikke ser Dig.

Hendes Naade slog Ojnene op mod Hans Excellence og han satte sig,
brat, paa en Stol, med Armen over Hendes Naades Stoleryg:

-Du har mange Gaester idag, sagde han.

-Ja, min Ven. Men--og Hendes Naade saa igen ind i Excellencens
Ansigt--Du er anstraengt.

-Jeg, sagde han--der var i hans Stilling, som han sad, noget, der
mindede om et hvilende Stordyr af Rovslaegten--:

-Jeg har det godt, sagde han.

Etatsraadinde Mouritzen, der sad ovre hos Marschalinden og Fru von
Eichwald, saa over paa Hendes Naade og Excellencen og sagde pludselig,
midt i det:

-Ja, Gud, hvor er'et sjaeldent--at se saadan et AEgteskab.

-Men, blev hun ved i en springende Forbindelse--Etatsraadinden talte
altid saa hojt, at hun egentlig ikke skjulte sine Tanker for
Omverdenen--:

-Underligt er'et, at ingen af Bornene har arvet hans Geni.

Marschalinden, der ligesom Moderen, havde betragtet Faderen, som just
stod bojet over et Par unge Dotre af Landadelen, sagde:

-Fritz har vist arvet.. . Geni.

Etatsraadinden beholdt Munden aaben.

Marschalinden sagde, idet hun slog lidt ud med sin Lorgnon og paa
Forhaand smilede ad de Ord, hun vidste maaske ikke vilde blive
forstaaede:

-Det Geni, der nu lyser paa hans Ansigt.

Hans Excellence, der havde talt med en Hojaervaerdighed, som i en lang
Arvefolge havde arvet en Kirke sammen med et hojkirkeligt Syn, og som
nu naermede sig Hendes Naade--Hans Excellence kom hen til Moderen og
sagde:

-Hvad taler I om