er paa Egehoj.

Der opstod en Pause, for Hans kongelige Hojhed sagde--Etatsraadinde
Mouritzen var traengt frem lige bag Fru von Eichwald og bevaegede sig
saa livligt, at den nederste og fyldigste Del af hendes Ryg rev Poppes
Taeppe ned-:

-Ja, Wien er en smuk By.

De noget losrevne Ord hortes gennem tre Stuer, mens Hans kongelige
Hojhed vendte sig mod Hendes Naade til Afsked.

Hans Excellence fulgte Hans kongelige Hojhed ud.

Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes
Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige Hojhed til Doren, vendte
tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om
Jorgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to Born havde fjernet
sig, sagde:

-Jorgen vil jo absolut giftes nu.

-Vil han? sagde den ene Stiftsdame, og den anden lagde til:

-Ja, De, det vil jo altid Brudgommen.

-Men, blev Grevinden ved--og Moderen, der havde fulgt Faderen med
Ojnene, han gik mellem de unge Kvinder, som en Gartner gaar, mellem
sine Blomster, horte pludselig efter--jeg synes nu ikke, at det har
nogen Hast. Unge Mennesker er altid gamle nok til at faa Born, men de
bliver sjaeldent gamle nok, til deres Born begynder at blive gamle.

Moderen saa paa Grevinden og havde fort sin ene Haand ind mod sit
Bryst:

-Hvor det er sandt, sagde hun, og hendes Laeber forblev let aabnede, da
hun havde talt, ligesom hos En, der forbavses.

Den ene af Stiftsdamerne, af hvilke ingen havde forstaaet noget,
sagde:

-Kaere I to, det er som jeg si'er saa tit til Charlotte Amalie, naar vi
saadanne sidder for os selv og ser ud over vore Bekendte: Revner
kommer der dog altid.

Stiftsdamen udtalte e'et i Revner som et ae.

Fru Schulin smilte og sagde:

-Der er no'et i det. Hvad siger De? vendte hun sig til Moderen.

Moderen fo'r sammen.

-Jeg taenkte, sagde hun.

-Ja, sagde Grevinde Schulin, stadig til Moderen eller en lille Smule,
som talte hun til sig selv: jeg er saamaen ikke meget klogtig, og Gud
ved, hvordan man skulde blive det, men der er vel altid en eller anden
Ting, som man laenge har taenkt over ... Og jeg tror, at en Kone forst
rigtig har tabt i AEgteskabet, naar hun ikke laenger er Kvinden,
Kvindemennesket for sin Mand.

Moderen havde nikket, som en Statue vilde, hvis den kunde bevaege sit
Hoved.

-Ja, det tror jeg, sagde Grevinden, inde i sin egen Tankegang.

Hans Excellence, hvem de allerede havde hort le henne ved Doren,
traadte hen i Naerheden af dem og blev pludse