n Stol halvt ud paa Gulvet.

-Ja, da Du loste dem og de satte over Vaenget alle seksten, ind i
Rugen, og de sprang og de aad og de vrinskede og de floj, og Stella
stod midt i hele Rugen og skreg og svingede med sit rode Sjal som en
besat, da Papa kommer rendende med Stamherren.

Marschalinden var helt udmattet af Erindringen.

-Men hvor saa Du dejlig ud, sagde hun til Moderen og, idet hendes Ojne
atter strejfede Blomsterne i Opsatsen, sagde hun:

-Ja, de falder.

Faderens Ansigt var blevet ubevaegeligt, som, lidt efter lidt, hele
dets Udtryk forsvandt.

-Og da Du var Rosenbrud, vedblev Fru Harriette, det var netop det
Aar--Marschalinden saa over paa Faderen--Du kom hjem fra Bonn,
Fritz... da alle Karle og Piger var i franske Dragter, aa, hvor de dog
saa ud, da de kom op gennem AEresporten. Margrethe Stuepige var
forrest, i gront Liv med rode Baendler...

-Men Du blev Rosenbruden, Stella--Marschalinden begyndte at le--: Nej,
saa Stamherren var forliebt. Husker Du, Fritz, han drak sig fuld om
Aftenen af bar Forliebelse.

Fru Harriette lo endnu og skiftede saa med et Tone:

-Men som jeg ser Dig endnu, Stella, i det Ojeblik, Du blev kronet,
midt paa den gronne Plaene.

-Under Blodbogen, sagde Moderen.

Hun loftede sit smilende Ansigt mod Faderen og havde pludselig saenket
Hovedet igen.

Faderen sad rank. Hans Ansigt var vendt mod Vindueslyset, som et tomt
Spejl.

Marschalinden blev ved at tale.

Moderens Ansigt var blevet hvidt. Med let sammenknebne Ojne, som den,
der taenker en yderste Tanke ud, stirrede hun frem for sig mod de hvide
Blomster paa Bordet og saa dem pludseligt, som de faldt, Blad for
Blad, paa Dugen, og krympede sig i Kanterne, efter Faldet.

Marschalinden talte stadig om Minderne derhjemmefra.

-Ja, det var den Gang, sagde hun.

-Ja, den Gang, sagde Moderen.

Den slanke Tjener satte, med stadig nedslagne Ojne, Skylleskaalene
frem.

-Naa, sagde Fru Harriette, der havde set paa hans smalle Haender: han
haeger sig.

Hun tog sit Glas Madeira:

-Skaal, Fritz, sagde hun.

-Skaal, Harriette, svarede Faderen og smilte.

-Ja, Du ligner Dig selv, sagde hun og saa paa hans Ansigt.

-Du ogsaa, svarede Faderen.

Marschalinden saa pludselig (og kortere end et Nu gik der en
besynderlig og flygtende Sitren over hendes Ansigt) Kloften i hans
Hage, den Kloft, der kunde komme der, naar han smilte til en Kvinde:

-Aa nej, sagde hun: Aarene stover os alle i Ansigtet.

Faderen stodte sin Sto