tingsvalget i Varde,
hvor iforgaars en Venstremand var valgt:

-Er det ikke ganske ligegyldigt? sagde Hans Excellence.

Men den ene Herre sagde:

-Jeg tror netop Faren ligger her, at Venstre traenger frem langs
vaeggene i det andet Ting.

Hans Excellence lo:

-Jeg tror, det er ligegyldigt, sagde han: Her i Landet vil vi aldrig
faa Partier og altid kun have et Parti, de Nationalliberale, som
skifter Navn. Den Dag kommer nok, hvor de ogsaa kalder sig de Radikale
og forbliver--og Hans Excellence gjorde en Bevaegelse, som om han
torrede sin Fodsaal mod Taeppet--af den samme Familje.

Den anden Herre smilede:

-Man kender Excellencens Paradokser, sagde han.

-Sandheder, man ikke vil hore, kalder man Paradokser, sagde Hans
Excellence:

-Men hertillands vil man aldrig faa Politikere, man vil nojes med
Talerne. Fik vi en Gang en Statsmand, lod vi ham haenge.

Den forste Herre sagde:

-Deres Excellence er streng mod os aktive Arbejdere; og han lagde et
lille Eftertryk paa "aktive".

Hans Excellences Blik havde strejfet Manden, der talte:

-Ja, sagde han, jeg har levet laenge.

Og han fortsatte:

-Vi havde en General--han loftede pludselig Haanden og pegede paa et
Billede af General de Meza, der i en gylden Ramme stod paa et Bord--:

-Han var min Ven, og jeg ved, hvad han har lidt.

Moderen, der stadig stod hos Marschalinden og den ostrigske Minister,
havde set Excellencens Haandbevaegelse og sagde med en pludselig
Tankeforbindelse:

-Gamle Urne er her, Harriette; i det samme faldt hendes Ojne paa
Faderens Ansigt, der i den naeste Stue smilende, saa man saa
Smilehullerne i hans Kinder, var bojet over den unge og friske Froken
Schulin.

-Vil De ikke forestille mig? sagde Ministeren, og de gik alle tre hen
imod Kammerherre Urne, der talte med den beromte Faders Son.

-Jeg har aldrig haft den AEre at blive Dem forestillet, sagde
Ministeren bukkende.

Kammerherren bojede det graa Hoved:

-Jeg lever jo nu saa ene, sagde han.

Ministeren fortalte, at han i sin Tid havde vaeret Medlem af en
ostrigsk Kommission i Hertugdommerne og, da Hans Excellence kom til,
sagde han:

-Jeg var ogsaa i Slesvig forrige Aar--forrige Sommer--i Flensborg og
paa Dybbol.

-Stederne virkede, sagde Grev Clary lidt langsommere: ret sorgmodigt
paa mig.

-Ja, sagde Kammerherren, hvis Laeber ikke ganske adlod hans Vilje:

-Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser.

Moderen og Marschalinden saa paa Ministeren, mens han sagde