rejst sig.

-Det er forbi. Jeg vil ikke mer, sagde han.

Udenfor blev Dore slaaet op og Dore slaaet i, og paa Gangen lod der
Skridt. Det var, som i de to Mennesker i Excellencens Stue kun Ojnene
levede:

-Det kan ikke vaere Forbi.

-Det skal.

-Det er Veksler.

-Jeg betaler dem ikke.

-Du maa.

Ordene kom som Hug.

-Jeg gor det ikke.

-Du maa.

Derinde skrabedes med Stole og Folk rejste sig.

-Hvorfor? sagde Hans Excellence.

-Fordi det er dit Navn.

Hans Excellence forstod ikke og stod ret op.

-Skrevet i dit Navn, sagde Sonnen, hvis Stemme var blevet ukendelig.

Der gik et Nu, for Hans Excellence faldt ligesom halvvejs forover som
En, der er ramt i Ryggen, og havde rejst sig igen.

-For hvor meget? sagde han.

-Tredive Tusind.

Hans Excellence rorte sig ikke. Bordet skaelvede under hans skaelvende
Arm.

-Tredive Tusind, sagde Sonnen igen, som om Hans Excellence ikke havde
hort det.

Og da der bestandig var stille, sagde han i Angst og gik tre Skridt:

-Har Du dem ikke? mens Sveden lob ned ad hans blodlose Ansigt.

-Du skal faa dem, sagde Hans Excellence. Han var kommen til Saede i sin
Stol.

Det ruskede i Doren til Gangen, som Hans Hvide havde laaset.

-Deres Excellence, Deres Excellence, raabte Georg:

-Hans kongelige Hojhed.

-Jeg kommer, svarede Excellencen, og han vendte et Nu sit Ansigt mod
Sonnen, mens det var som i et Sekund halvfemsindstyve Aars Lidelser
og Liv var skrevne deri:

-Jeg kommer, sagde han igen.

Georg slap Doren.

Hans Hvide havde bojet Hovedet, men tirret som et Dyr, der piskes,
foran Faderens Ansigt, loftede han det igen og sagde:

-Ja, hvorfor gav Du aldrig nok, da Du kunde?

-Hvorfor?

I et pludseligt Raseri lob han hen og greb i Excellencens Skulder:

-Hvorfor? skreg han.

Hans Excellence svarede ikke. Laagene var falden til over hans Ojne.

Hans Hvide lo:

-Fordi Du har taget Dig betalt, raabte han: #der#, hvor Du #vilde#. Og
som om han selv stivnede i samme Nu, Ordene var sagt, slap han Hans
Excellences Skulder og blev staaende et Sekund, for han brast i Graad.

-Du kan gaa, sagde Hans Excellence, hvis Stemme atter lod som den
plejede.

Hans Hvide var gaaet.

Hans kongelige Hojhed rejste sig fra Stolen ved Siden af Hendes Naade
og naermede sig, mens alle Stemmer lod mere daempet, til Faderen, med
den hoje Hat i sin Haand:

-Men hvor er egentlig Excellencen? sagde han og gik et Par Skridt frem
mod Hans Excellences Dor.

Faderen