un og lukkede med et sine Ojne:

-Hvorfor skulde det vel blive anderledes?

Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen korte frem gennem
Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud.

Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod
hendes smerteligt stirrende Ojne.

Fru Harriette kom tilbage og de korte igen, da Moderen halvt raabte:

-Der er Hans.

Hun havde set en Herre i Pels, der saa ind i Vognen og atter, hastigt,
trak Hovedet bort.

-Er han her? spurgte Marschalinden og vendte Hovedet raskt.

-Aa nej, det er jo umuligt, sagde Moderen: han har jo skrevet idag.

De sad lidt. Saa sagde Marschalinden:

-Er det stadig det samme med Hans?

-Det er vist snarere vaerre.

Marschalinden nikkede:

-Jeg havde jo hort det, sagde hun med et Suk.

Vognen holdt udenfor Excellencens Port og Moderen gik ind.

-Sig kun, jeg er kommen, sagde hun til Georg, da der blev aabnet, og
hun gik op til sig selv.

Georg lukkede Excellencens Dor. Hendes Naade blundede allerede i sin
Stol, inde i Dagligstuen. Selskabsdamen syslede lydlost med sine
Klude.

-Aa ja, aa ja, stonnede Hans Excellence i Sovne.

Den slanke Tjener, som havde smoget de lyseblaa AErmer op, saa man saa
naesten det halve af hans meget hvide og fuldkomne Arme, stillede
langsomt Krystalskaale frem paa Spisestuens Bord. Doren lod han staa,
mens han gik fra og til. Bornholmeren hentede langsomt Minut efter
Minut.

-Aa ja, aa ja, stonnede Excellencen.

Husets gamle Traevaerk gav sig nu og da, som klagede det i Stilheden.

Moderen var gaaet ind til sig selv. Med Haenderne i sit Skod sad hun
foran en opslaaet Bog, uden at laese.

Arkadia rumsterede igen inde i Faderens Vaerelse. De tre Kommiser stak
Hovederne op af deres Kaeldervindu som Laenkehunde, der slaar den hede
Tunge ud af deres Hundehus.

Johan gik ud og ind fra Staldens Morke.

Den enbenede strakte sit Traeben fra sig efter Middagsluren og gik op
af sit Kaelderhul. Han begyndte at slaa den nye Lober op ad Trappen.
Hammerslagene lod, mod det hule Trae, Slag efter Slag, op i Huset.

Georg vaagnede paa sin Stol ved Doren og gik ind:

-Klokken er to, sagde han og blev staaende paa Dortrinet.

Hans Excellence drejede Hovedet og havde halv skjult et Brev i sin
knyttede Haand:

-Bring mig Frakken.

Georg gjorde det og mens han hjalp med Armene--Georg fornam, at Hans
Excellence var tung i sine Arme--strejfede han med sine Ojne Skuffen,
hvor Brevet var lagt ned, og fort