ranke under
deres Kapothatte, der var opbyggede paa deres Hoveder som Diademer.

De bragte, mens de bestandig bevaegede Mundene begge to, tusind
Hilsener fra Slottet og fandt det dog dejligt at aande lidt i Byen og
henrivende, at Moderen netop var inde, og dejligt, at Excellencen
stadig var rask:

-Altid den samme, sagde den ene af Kapothattene.

-Vi har det godt, sagde Hans Excellence--al Talen om hans Befindende
var en Afsky for ham--og gik frem mod Kammerherre Urne, en lille
Herre, spinkel og med studset Skaeg, af Udseende som en General og for
"Tabet" Overpraesident i Kiel.

-Jeg vilde dog se Dig, kaere Ven, sagde Kammerherren: da jeg var inde
fra "Ensomhed".

Faderen, der havde bukket foran den lille Mand, gik med ham ind i den
naeste Stue, hvor Kammerherren, der havde nogle ejendommelige
Haandbevaegelser som den, der er vant til at lede Forhandlinger,
fortalte om nogle Vinstokke, som Hans Majestaet Kong Georg havde
forskaffet ham fra de graeske Oer og som Kammerherren, i Vedbaek, paa
"Ensomhed", forsogte at omplante i Drivhuse:

-Man kan jo aldrig vide, sagde Kammerherren: om man kunde drive dem
til Espalier. Og om man kunde faa en Drueart her i Landet.

Faderen havde hjemme paa "det hvide Hus" enkelte Aar haft mange Druer.

-Og der er jo Tider, sagde Kammerherre Urne, der blev i sin egen
Tankegang: hvor man ikke arbejder.

Kammerherrens Arbejde var at nedskrive sine Erindringer fra
Embedstiden i Hertugdommerne og han var inde paa et Minde fra den Tid,
da Moderen kom til og han vendte tilbage til Druerne.

-Vi har ogsaa mange Druer hjemme, Kammerherre, sagde Moderen:

-Men jeg kvaser dem i Hovedet paa Tine, naar jeg plukker dem ned.

Og ved Tanken om Tine og Klaserne lo hun saa hojt, at det klang gennem
Stuerne.

-Det er Stella, sagde Hendes Naade, som havde bojet sit Hoved.

-Ja, De er jo blevet derovre, sagde Kammerherren.

-Ja, svarede Faderen: vi ansaa det for vor Pligt.

De to Stiftsdamer, der tog dybt til sig af Krystalskaalene, som den
Lyseblaa bragte omkring paa en Solvbakke, talte om Krigen i Tyrkiet,
der optog dem ganske:

-For vi paa Slottet, det siger jeg Dig, Marie, sagde den Yngste, har,
bogstavelig talt, levet i de Begivenheder.

Den AEldre faldt ind:

-Ja, den ulykkelige kejserlige Familje.

-Ja, sagde Hendes Naade, der vistnok var distrait, thi hendes Ojnes
Udtryk ligesom fulgte hele Tiden ikke med hendes Ord:

-Hendes Majestaet Dronningen har i denne Tid gennemgaaet meg