:

-Goddag, Onkel Hvide.

-Goddag, min Ven, sagde han og rorte flygtigt Marschalindens Kind med
sine Laeber, som havde han set hende igaar og tyve Aars Fravaerelse ikke
var til for ham.

-Hvor jeg havde glaedet mig til at se Dig, sagde Marschalinden og folte
sig pludselig forvirret eller som blev hun tom etsteds, i sit Hjerte.

-Vi har ogsaa glaedet os til at se Dig, sagde Hendes Naade, der med
Haanden bod Fru Harriette en Stol:

-Og du er helt den samme.

-Den samme ...

Det var som om Ordet "den samme" kaldte Udtrykket tilbage i
Marschalindens Ojne, hvor det nogle Sekunder havde vaeret ligesom
forsvundet.

-Aa, ja, sagde hun: det kunde se saadan ud, naar man er i Overtoj.

Og Marschalinden begyndte i et konverserende Tonefald at tale om sin
Rejse og om Wien, og pludselig sagde hun.--Dig har jeg Hilsner til,
Onkel Hvide, og hun naevnte et Par store Kolleger i Ostrigs Hovedstad.

Excellencen sagde:

-Slaar de ihjel endnu?

-Ja.

Idet han lo, sagde han:

-Det er ogsaa blevet min eneste Bestilling; og maaske halvt inde i en
anden Tanke--ti Udtrykket i hans Ansigt var forandret--lagde han til:

-Vi slaar ihjel og vi slaas ihjel.

-Hvad siger du? spurgte Hendes Naade, hvis Ojne, saasnart hun ikke
talte, lob rundt i Stuen ligesom om de sogte.

-Vi taler om Wien, sagde hans Excellence, der stod op.

-Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun
fik naesten den samme Glans i sine Ojne, som da hun var kommen ind ad
Doren, lagde hun til:

-Hvor rort jeg har vaeret over, at Du har husket mig med alle dine
Boger.

Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil:

-Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.

Og, da der forlob nogle Ojeblikke, uden at nogen talte, begyndte
hendes Naade at tale om Biskop Martensen, mens Georg paa Bakken bragte
to Visitkort, der var afleveret hos Portneren, og Marschalinden sagde:

-Tante, kan jeg faa lidt Frokost hos Dig?

Paa et Blik af hendes Naade sagde Georg bukkende:

-Hr. og Fru Hvide er lige ved at gaa tilbords.

-Saa lober jeg ind til dem, sagde Marschalinden og kyssede atter
Tanten paa Panden, for hun gik.

Selskabsfrokenen havde i den lille Dagligstue sat sig til sit Arbejde,
taet bag den aabnede Dor. Hun syede mange og smaabitte Klude, skrabede
til Hobe rundt i Huset, sammen til store Taepper, Klud til Klud.

Hendes Naade havde losnet sin Mantille i Halsen og hun spurgte Hans
Excellence:

-Skal Du svare Han