e.

-Men der er ingen, som kender Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Laeber
paany var blevet smalle som for; og hun loftede Haanden, at Tyendet
kunde gaa.

Da Doren var lukket, tog Hendes Naade en Nogle frem og aabnede Skrinet
foran sig. Med Haanden talte hun sine Pengesedler, uden at tage dem op
og mens hun holdt dem mod Skrinets Bund.

Mantillen havde losnet sig. Den faldt ned fra hendes Ryg, ned over
Stolen, mod Gulvet, saa tung, som om den havde vaeret af Jern.

Det bankede paa Doren--og en Gang til:

-Hvem er det? raabte Hendes Naade, der havde lukket Skrinet og havde
Kraefter nok til selv at tage Mantillen op fra Jorden og faa den paa.

-Det er Frokosten, Deres Naade, sagde Selskabsdamen i den aabne Dor.

-Jeg kommer.

Hendes Naade lod sig stotte af Frokenen, mens hun gik ind gennem
Stuerne.

Da Georg anrettede Frokosten ved det midterste Bord, smaekkede Hans
Excellence Doren til sin Stue op.

Hendes Naade og Selskabsdamen havde loftet deres Ojne paa samme Tid og
slog dem atter ned.

-Jeg skal hilse, sagde han og hans Stemme var ganske rolig.

-Fra hvem? spurgte Hendes Naade, mens Selskabsdamen, der trykkede
Skuldrene sammen i sin Laenestol, ikke tog Ojnene fra Gaffelen, der
rystede i Hendes Naades Haand.

-Fra Hans.

Der var stille nogle Ojeblikke, Hans Excellence stod ved Vinduet.

-Hvad skriver han? spurgte Hendes Naade, der bestandig tvang sig til
at spise.

-Som saedvanligt.

Det var som Hendes Naades Pupiller blev storre, mens hun bestandig
betragtede Excellencen, hvis Ansigt hun saa fra Siden:

-Og Bornene? sagde hun.

-De har det godt.

Excellencen var gaaet fem Skridt.

-Tak for Mad, Hvide, sagde Hendes Naade og rakte begge sine Haender,
hvis Linje ved Haandleddene endnu var smuk, frem mod sin Mand.

Han greb dem, og hastigt bojede han sig ned og kyssede hende paa
Panden med just den samme Bevaegelse som den, hvormed han spiste.

Hendes Naade blev ved at smile:

-Lad ham tage bort, sagde hun til Selskabsdamen.

-Du spiser ikke nok, sagde Hans Excellence.

-Det er der andre til, Hvide, sagde Hendes Naade, hvis Stemme aendredes
lidt.

Georg bukkede foran Hendes Naade med et Kort paa en Bakke:

-Det er Harriette, sagde hun.

-Naa.

-Lad Marschalinden komme ind.

Georg aabnede Doren og Fru Harriette kom ind, indsvobt i Flojl og
Pelsvaerk:

-Go'morgen, Tante; hun kyssede Hendes Naade paa Panden:

-Ja, her har I mig.

Med skinnende Ansigt gik hun hen imod Excellencen