Fald givet Lyd mod Gulvet og han var gaaet.

Hans Excellence saa Froken Erichsen rejse sig fra en Stol i den
midterste Stue, og han sagde, da hun kom hen imod ham:

-Han har det bedre.

Rynkerne, der daekkede Froken Erichsens Ansigt som Gittermasken
Faegterens, sitrede et Ojeblik.

Saa sagde hun:

-Gud ske Lov.

Og med et Smil, saa umaerkeligt, at det netop kunde gaettes, sagde hun:

-Det synes jeg jo ogsaa, Deres Excellence.

-Vil Erichsen hilse Hofjaegermesterinden, sagde han kun.

Og han gik.

Froken Erichsen vendte tilbage til Stuerne. Paa en Gang lo hun, kort
og hastigt, med en Latter, der ikke havde nogen Beroring med hendes
Tales Stemme og som et Sekund forvraengede hendes Ansigts Rynker til
forvredne Folder, som hun uvilkaarligt med sine guldtunge Fingre atter
glattede ud--for hun gik ind til Konferensraaden.

Konferensraaden sad i sin Stol, med Krykken i sin Haand.

-Han skal aldrig mere ind, sagde han og Tungen slog frem af hans Mund
for hvert Ord.

-Det sker jo som Konferensraaden vil, sagde hun og, da hun tog Krykken
ud af hans Haand, folte hun, han dirrede endnu.

Hun betragtede ham fra Siden, som han sad der i Lyset--og hun havde
nojagtig det Blik i sine Ojne som Excellencen havde, da han betragtede
sit Ur, mens han folte hans Puls.

-Traek Gardinet ned, sagde Konferensraaden, der folte Lyset--eller
hendes Blik--som en haandbunden Mand en Svaerm af Myg.

-Forst Taeppet, Hr. Konferensraad, sagde hun og bojede sig for at laegge
Plaiden fastere om hans Knae.

Saa rejste hun sig og loste Excellencens Knude op. Hun blev ved at
holde den hvide Slynge i sin Haand, mens Gardinet rullede ned--for at
det ikke skulde gore Stoj.

Hun gik tilbage til Bordet og sagde:

-Det er Fredag, Hr. Konferensraad.

-Ja.

Han fik Noglerne frem og en Skuffe lukket op og et Jernskrin i den
aabnet. Der laa i Skrinet Pengetut ved Pengetut, indbunden i hvidt
Papir. Der var kun Guld.

Konferensraaden tog en Tut og vilde aabne Papiret. Men han kunde ikke
faa det lost op, og Froken Erichsen maatte hjaelpe ham, saa
Guldstykkerne flod ud i hans flade hojre Haand. Han gjorde med den
lammede venstre et Forsog, som vilde han taelle dem, men han magtede
det ikke. Saa lod han dem falde ud paa Bordet--de faldt langsomt,
maaske paa Grund af hans Haands Fugtighed, Pengestykke efter
Pengestykke.

-Der gaar jo altid mere til om Ugen, naar Hofjaegermesterinden er inde,
sagde Froken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald.