dre er bedre og vi er de vaerste . . .

-Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes Haender faldt sammen
i hendes Skod.

-Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over
Hans Excellences Ansigt.

-Ja, sagde han: sent eller aldrig.

De sad tavse et Ojeblik. Saa spurgte han:

-Hvordan gaar det dine Sonner?

Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker:

-Ja, Du ved jo, at Christian vil ikke vaere Officer.

-Naa, er det nu opgivet?

-Ja, han vil ikke . . .

-Hm, hvad vil han saa?

Fru Urne sagde:

-Han vil vaere Ingenior.

-Ja, saa, sagde Hans Excellence:

-Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her lober vi ad de Landeveje,
der er.

Fru Urne sagde og saa ikke paa ham:

-Han siger, Verden er stor.

Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en
underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast:

-Og jeg synes ...at...at det er saa svaert...at det er, som om, som om
vi alle forraadte . .. det, han dode for.

-Hvad for no'et? spurgte han.

-Landet, sagde hun (hun vilde sige Faedrelandet, men det blev kun til
"Landet").

-Faedrelandet? sagde Hans Excellence:

-Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver sorger for sit og
Faedrelandet kan tage hvad der bliver tilovers.

-Han--og han loftede Haanden mod den dode Generalstabsofficers
Billede--dode heller ikke for Faedrelandet, men for sin Tro, som han
havde mistet. . .

Fru Urne havde maaske ikke forstaaet eller hendes Tanker var blevet
hos Sonnerne, for hun sagde:

-Men naar de rejser, baade Vilhelm og Christian, saa er der slet ingen
Unge af Slaegten tilbage i Landet.

Hvide saa ud for sig og hans Stemme blev lav:

-Jeg taenker sommetider, min Ven, at vi gamle Slaegter, vi har maaske
syndet nok ...

Han stod op:

-Lad nu de andre synde videre.

-Men hvad kalder Du Synd, Onkel Hvide?

Hans Excellence tog Haanden bort, med hvilken han havde stottet sig
til Bordet:

-Lognen er Synd, og vi har ikke haft Skuldre til at bryde den.

Fru Urne gos sammen, som om en Kulde rystede hende:

-Onkel Hvide, sagde hun og bevaegede Hovedet en Gang frem og tilbage,
som om der var noget, der gjorde ondt om hendes Hals:

-Alle Altre bli'er saa tomme ...

Hans Excellence stod endnu foran hende, og han loftede sin Haand.

-Der er ingen Altre, min Pige, for der er ingen Guder. Vi er--

Han tav et Nu og hans Ansigt skiftede Udtryk:

-Som de vi er.

-Og hvordan gaar det med Vilhelm? spurgte