-Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte naesten vissende som
til et spaedt lille Barn:

-Nu kommer Doktoren.

Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.

Ida stod i Krogen og graed stille.

-Sover hun? hviskede Preben.

-Ja.

Ida loftede sit Hoved: henne fra Krogen saa hun paa Sosterens Ansigt
og paa en Gang begyndte hun at graede hojere, og hun greb i Moderens
Arm:

-Mo'er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud
af hendes Ojne, mens hun blev ved at stirre paa Sosteren paa Puden:

-Skal vi ikke sporge Onkel Hvide? Moderens og Datterens Ojne modtes i
et Nu:

-Nej, nej, sagde Baronessen saa hojt, at hun vaekkede den Blundende.

-Hvor er Preben, hviskede Emmely.

-Her.

-Tak.

Og hun lukkede Ojnene igen.

... Excellencen var gaaet ned. Han stottede sig ikke. Naesten rank stod
han ind i sin Vogn, der korte bort. Porten faldt i.

Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin
Kaelder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit
Kokken.

-Det var den Gamle, sagde han.

-Excellencen?

-Ja, sagde Portneren, der havde foldet Haenderne.

Konen naesten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen:

-Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at torre rundt i
sit svaere Ansigt med Haenderne.

Hendes Mand sad stadig med Haendene foldede mod sine spidse Knae.

-Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Doden.

-Sig 'et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at graede, som om
Baronesse Emmely allerede var dod.

Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus ...

Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den hojre Arm hvilede i
Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han
endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt spaendtes.

Han taenkte paa Braherne, disse Braher; og alle Slaegtens hemmelige
Historier, som hans Laegeviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede,
som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den forste som han
--luede for hans langsynte Ojne, i en frygtelig Hunger efter at maette
sig med Haevn.

Han stonnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb:

-Jo, jeg kender dem ...

-Om jeg kender dem.

Men pludselig knyttede han sine Haender og hans Blik syntes et Nu at
blive tomt og hele Ojet naesten hvidt: under en vaeldig Anspaendelse af
Vilje skod han som en Jernskodde for sin egen Tanke--og havde begravet
den.

Han vidste ikke mer om det.