elig, midt under Snakken.

-Ja, vi taenkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de
Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.

-De Gamle er dode, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte
han:

-Hvor er Emmely?

Fruen, der hele Tiden havde ventet Sporgsmaalet om Emmely--for den
syge Datter var Excellencens Yndling i Familien--og i sin Forvirring
bare havde spist videre, sagde:

-Ja, Emmely ...

-Er ude at ride, faldt en af Dotrene ind.

-Med Preben, sagde den anden.

-Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.

-Og slet ikke med Preben.

Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:

-Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og
Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besogt igaar:

-Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.

-Hm, sagde Hans Excellence: man behover ikke at nedstamme fra tretten
Konger for at blive gift med en Skortejaeger og holde Husholdningsbog
for sin Portner.

Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:

-Ja, men den Kaerlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.

Der gik en Traekning over Excellencens Ansigt:

-Livsindhold--og han lo--ja, det er Livsindhold at slaebe en Mollesten
paa sin Ryg.

Baronessen blev purpurrod i sit runde Ansigt--hun havde taenkt paa Hans
Excellences eget AEgteskab, endnu for hun havde fuldfort sine egne
Ord--og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lod en Stoj, i
Gangen bag Spisestuen, af Dore, som sloges op og i, mens man horte
Kammerjomfruen, der raabte.

Fruen rejste sig halvt--fra rod blev hun bleg--og satte sig, i et Saet,
igen.

-Ida, se hvad det er.

Og den aeldste Datter lob.

-Hvorfor lob hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet
havde hort.

-Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saa i det samme Thepotten,
som stod midt foran hende, paa Fyrfadet.

De blev ved at lobe, der ude, frem og tilbage--Skridt frem og Skridt
tilbage.

-Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som
pludselig begyndte at ryste i hendes Haand.

-Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.

-Hvad er det for Kod, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel,
han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rodt
Oksekod.

-Det er Oksekod, Onkel Hvide, sagde Datteren.

Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og
derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som