e mod
Tudsen.

-Og hvor er han? spurgte han.

"Han" var Jomfruens Son.

-Ja, nu er han jo lobet fra Konen.

-Naa.

-Og Kaerresterne ta'er han blandt de vaerste, sagde Jomfru Villadsen.

-Hvad lever han af? spurgte Excellencen.

Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun hojere, mens
Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald
som "Ja"et for:

-Det er osse en Faerdighed, Go'e, og gladere for sin Ejermand end de
fleste.

Jomfruen, der vel ikke forstod, bojede Hovedet, saa Tyrolerhatten
skjulte hendes Ansigt:

-Det er en Skaendsel, det er en Skaendsel, hulkede hun og dukkede sig
forover. (Hun udtalte Skaendsel, som stavedes det med t.)

Excellencen blev ved at le:

-Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan vaere saa staerk, at
ogsaa den bliver et Levebrod.

Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et
Spark, lagde han til:

-Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit'en?

-Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der
skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.

Han havde atter drejet sin Stol:

-Brug, hvad hun plejer, sagde han og skod to Ti-Lapper frem mod
Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog
dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i
hendes Haandflade.

Hans Excellence loftede Hovedet.

-Og hvor er hun selv? sagde han.

-Ja, man er jo hos Sostrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i
Jorden for hver Saetning.

-Bliver det stadig ved hos Sostrene? spurgte Excellencen, der nogle
Gange havde opsogt Villadsen hos "Sostrene", hvor hun evindelig sad i
en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.

Jomfruen begyndte saa smaat at snofte igen:

-Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snoften blev igen til
Graad: det bliver ved.

-Men det er vel Himlens Velsignelse.

Excellencen saa en sidste Gang paa den Forkrobling, ud af hvis Kod han
havde skaaret et Menneskebarn:

-Og Menneskenes Vilje, sagde han.

Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med et rakte han Haanden
frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre--Hans Excellence rakte kun
sjaeldent Haanden--:

-Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.

-Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men
han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:

-Farvel.

Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den
enbenede Portner