ato.

-Den otte og tyvende.

Moderen rorte sig ikke.

Derinde lod Skridtene.

Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klaede Hendes Naade paa. Det
var en Smule besvaerligt paa Grund af Hendes Naades Gigt.

-Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade.

Ja, Selskabsdamen passede den.

Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtaeppet
for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.

-Vi har den jo fra Kaelderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig,
lille De, men Hvide vilde ha'e den Butik og jeg maatte undvaere min
Vinkaelder.

Selskabsdamen vidste det.

-Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade.

-Tretten Grader.

-Hm. Lad dem saa haenge, De, at Hvide kan se det.

Hendes Naade skod Laeberne frem, hvis skonne Bue en Gang havde
begejstret Hr. Lamartine:

-Men Hvide foler det jo ikke, sagde hun. Der lod et Pappegojeskrig
inde fra Stuerne.

Det var "Poppe", der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg
sit:

-_Fortuna fortis_, ud gennem alle Vaerelserne.

-Daek dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade.

-_Fortuna fortis_, skreg Pappegojen, til Selskabsdamen havde faaet
Buret daekket og igen var vendt tilbage.

-Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilfojede:

-Det er ogsaa Hvides Ide med den Fugl.

De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde
kreppes og saettes hojt op.

Hendes Naade, som for det ovrige Legemes Vedkommende med Aarene havde
faaet nogen Skraek for Vand, lod sit Ansigt og sine Haender pleje med
megen Omhu med Cremer og Essenser.

Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Solvtoj. I den store og
halvmorke Stue hortes ingen Lyd uden den sagte Klang af Solvet, naar
han lagde Ske ved Siden af Ske--med Vaaben mod Vaaben.

Ellers var der tyst.

I Kokkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strokone, der
gaar i Gang med Vaerket.

Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en traet Rallen.

Henne paa Rorstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede
glad til sine egne hvide og lovende Smalben.

---

Vognen korte bort--ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene
var allerede fyldte af Mennesker, der, i Solet, som smudskede alle
Fodder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.

Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte
ham.

Undertiden, naar Moderen korte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar
nogen hilste:

-Hvem var det, Grandpapa?

-Kender dem ikke, svarede han.

Men det kun