orte?

Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade tovede
et Nu, for hun sagde:

-Der er dog ingen, der venter paa Dig.

Han horte det maaske ikke. Han bojede pludselig hastigt sit
Hoved--Bevaegelsen var naesten sky--saa langt frem, at hans Laeber rorte
Hendes Naades Pande:

-Farvel.

-Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde rort sig.

Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevaegelig med lukkede
Ojne, midt i den maegtige Seng, hvor, i Morket, kun Ringene glimtede
paa hendes Fingre.

Faderen aabnede Doren til Gangen for Hans Excellence.

Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med
en pludselig Bevaegelse skod han dem hurtigt endnu laengere ind paa
Konsollen.

Excellencen havde set det.

-Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.

Hans Excellence laeste aldrig Posten, for han kom hjem.

-Bliv inde, sagde han og slog Doren i for Sonnen. Georg fulgte ham,
med Vogntaeppet over sin Arm.

-Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa
Trappen.

-Jeg ved ikke, Deres Excellence.

-Han ved ingenting.

I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte taet.

-Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der
siger noget for at vifte en anden Tanke bort.

-Det er snavs, svarte Johan tort.

Med Excellencens Heste gik det altid "snavs". Excellencens Kudske skar
dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste
Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig
Avance for at indkobe nye, ligeledes mod en Godtgorelse.

-Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.

-Den gor'et ikke laenge, var alt hvad der blev svart af Johan, som
overfor Excellencen ikke indlod sig naermere paa de Firfodedes Helsen.

Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget
Mandsperson traengte sig frem i Porten, hen til Vogndoren, som Georg
vilde lukke:

-Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smaekke
Vogndoren i, men Personen satte tilfaeldigt Albuen imellem:

-Det var bare et Ord til Hans Excellence.

-Hvad?

Og Excellencen slap Vogndoren.

-Excellencen ved jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr.
Excellences Son.

-Ja, ja.

-Og nu var det ... Excellencen ved, at Deres Hr. Son ...

Personen havde en saare hoflig Stemme--der var noget eget Glat over
ham, der mindede om en for hundrede Gang afstroget Silkeh