pende Trin af mange, hastige Fodder og Signaler
af angstfulde Horn.

-Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi.

-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme,
og vi graed hojt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi
horte bestandig, bestandig Folk, der lob paa Gaden, og Tropperne, der
ilte, og Hornene fjern og Hornene naer--gennem Stormen.

... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skaendsel har
vaeret nok til at gennemtraenge hele mit Liv. Jeg foler endnu dets
Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning,
Tilintetgorelse, Dod, Ruin. Allerede i min allerforste Produktion har
Indtrykket vaeret staerkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og
siden har samme Indtryk forklaedt sig Gang efter Gang i Billeder af
Ruin--indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes
i denne Bog.

Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre
Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det
kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament.
Eller har _de_--uvanlige som de var--selv dannet med egenmaegtige
Haender og slaaet de uloselige Knuder i det begyndende Folelsesliv?

Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion
lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklaedte
Sorgende i Adserballig Stue--som en sortklaedt Alabasterstatue saa jeg
hende siden--er den forste Moder til Nina Hoeg og Katinka Bai. Det
Indtryk har fodt deres stumme Sorg og deres Resignation.

Og hin forste Afrejse har sat lige dybe Maerker. Opbrud, Oplosning af
Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle
Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen.

Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i
Stil--overalt, _hvor_ jeg skrev og _hvad_ jeg skrev. Lyden, Tempoet,
Skraekken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra
Horsens.

* * * * *

Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste,
min Hjerne fra min allerforste Barndom syntes at have bevaret.

Men i Udlandet brod flere frem. Det var mens jeg omgikkes med
Formlaegningen af "Stuk".

Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han
udkaster Planen til et Vaerk eller begynder paa at forme det, hitter
paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det
ejendommeligste Dobbeltspil af Ver