f dem nu. Naetterne var _dog_ blevet kolde.

Haven var Bergs og Tines stadige Faellesvirke. Skovrideren var
Rosenelsker og krydsede ogsaa Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra
Horsens, fik aldrig rigtig Haandelaget i en Have. Saa var det Tine
mestendels, der hjalp med dit og dat, og gik tilhaande. Om
Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe paa
Havetrappen i sit Sjal og saa til og snakkede over Plaenen til de to,
som syslede og beskar og vandede. Hun saa dem tilsist kun som et Par
Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede.

... De havde pakket ind for at gaa. Herluf og Tine legede Tagfat over
Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm.

De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de plojede
Marker--hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen!

-I saadan Luft _horer_ man Tine, sagde Berg, der standsede.
Skovrideren mente altid, Tine havde en Rost for fri Luft, saa frejdig
som Vorherre havde givet hende den.

-Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og
de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i
Verset, satte Berg en halvdaempet Bas til, saa det lod over Marken:

Flyv, Fugl! flyv over Furesoens Vove!
nu kommer Natten saa sort:
alt ligger Sol bag de daemrende Skove,
Dagen den lister sig bort.
Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage,
til de gulnaebede smaa;
men naar i Morgen du kommer tilbage,
sig mig saa alt, hvad du saa!

Rundtom blev det Fyraften. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmaend
frem; i Rad rog de sindig Piber.

-God Aften--god Aften, kom det fra Rogerne stille ud mod Vejen til dem.

-God Aften, Anders Nils.--God Aften, Lars Peters. Tine hilste dem
alle ved Navn.

Foran Lars Eriks stod hun lidt--den Gamle var saa plaget af Gigten--:
Naa, hvordan er det saa? spurgte hun op til Porten.

-Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede langsomt Svigersonnen.

-Naa, saa Gud ske Lov da.

-Ja, saa Godnat, Hans Lorents. sagde Tine og gik igen.

De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i
Haanden. Foran dem laa Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rod
bag ved det gamle Taarn.

Flyv, Fugl! flyv over Furesoens Rislen.
Kaerlighed kalder dig hjem;
saet dig nu kont mellem Lovbuskens Hvislen,
syng saa din Kaerlighed frem!
Kunde, som du, jeg i AEtheren svomme,
ved jeg nok, hvor gik min Flugt;
jeg kan i Lunden kun sukke og dromme,
det er min Kaerligheds Frugt