ter ham, ud paa Trappen og over Gaarden.
Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra Markbakken kunde man se
Regimenterne, naar de kom hjem.

Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som
Ojet gik over det vide Land, saa hun paa Bakker og paa Veje og bag
Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al
Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin
tabte sig bag Hojderne som Dron.

Der var Appel--midt paa Vejen svingede han sin Sabel.

Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte
horte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud--i
kortere Stod.

Tine vidste ikke, at hun selv sang med, hojt, fra Toppen af sin Banke.
Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren
og Sang, mens Solen gik ned.

Saa saa hun Skovriderens Folk--_der_--paa den naeste Bakke--jo, jo, det
var _dem_. Hvor de sang!

Og Tine lob ned og hjem.

* * * * *

Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og
Tallerkenklirren og Latter og Tale lod gennem Huset, naar Sofie gik ud
og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af
Maren; og ude i Gaarden lob glade Soldater hojrostet frem og tilbage.

Berg sad, med skraevende Ben, paa Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine,
der stod og spejlede AEg. Det var naesten blevet hans bedste Plads, naar
han kom hjem--her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine
brasede, med blussende Ansigt. Der var jo saa mange Ting at sporge om
og faa noje at vide; og her var da saa nogenlunde Fred.

-Tine da, raabte Berg og trak hende bort med Armen; det saa ud, som
Flammen fra Veddet skulde slaa hen og tage i hendes Kjole.

Men Tine lo og blev ved at fortaelle.

I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt
Flaesk med AEbler stod ud i Gangen, naar Maren gik med Doren.

-En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med
tomte Fade.

-_Der, der_, sagde Tine og gav hende de nye AEg paa et Fad. Berg laeste
ved Taellelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet
med paaholden Pen mellem to Streger et "Hils Tine" med store
Bogstaver.

De talte om Fru Berg--laenge, med halvdaempede Stemmer. De talte jo
naesten altid om hende.

-Men hun trives ikke derovre, sagde Berg.

-Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine.

-Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal have