dende Ord til sin Hustru.

... Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem
Alleen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke saa.

Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog.

Det var Naturalforplejningen, Kod og Mel og Brod, der transporteredes
forbi paa mange Vogne. Tines Ojne faldt paa de Heste, der gik hende
naermest. De sled sig, laadne og vanrogtede, duvende frem, med matte og
udslukte Ojne, mens de traege Kuske lod Piskene jaevnt falde ned over
deres Ryg.

Men Dyrene gik kun som for i samme traette Skridt--som om Slagene ikke
kunde smerte dem mere.

Tine blev staaende og hun fulgte med Ojnene Spand efter Spand.

Langt fremme paa Vejen horte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de
lod Piskene falde slovt over Dyrenes Rygge.

Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede Ojne.

* * * * *

Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille.

Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Hovlspaaner mellem den
nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjael
sammen og bestrog dem med Sort.

Tine gik op ad Trappen og hun loftede Klinken til Skolen, hvor Luften
var tung og sodlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Son.

Timevis havde hun ikke rort sig, fra hun kom, ikke spist og ikke
drukket: hun sad kun stum og saa paa Sonnens Ansigt, der var blevet
saa lille som da han var Barn, og paa hans Haender, hans urolige
Haender.

Madam Bolling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjaelpe.

Men Fru Appel blev kun siddende ubevaegelig, og Madam Bolling stod
raadvild--med Koppen med Suppe--til hun gik igen.

Kun en Gang havde Fru Appel loftet Hovedet og, mens Taarerne brod ud
af hendes Ojne, havde hun sagt:

-Han er jo saa ung.

... Tine havde sat sig--hun vidste ikke, om Fru Appel havde hort
hende, for hun havde ikke hilst og ikke rort sig. Men saa sagde hun:

-Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han.

Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde,
maatte kalde dem frem.

Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og
stirrede paa det blege Ansigt.

Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokkerne begyndte at
ringe--man horte dem knap gennem Kanonernes Larm.

Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at laegge sig
over Rummet.

Fru Appel sad kun som for--foran sin slumrende Son.

Madam Bolling kom ind; hun turde naeppe hviske. Men hun sagde dog til
Tine