n, om der var Bud fra Skolen.

Men der var intet.

Saa gik han.

Han vilde se dem, han vilde derhen.

Men atter flakkede han rundt--han var paa Paradisvejen, i Gyden, til
han tilsidst slog Folge og gik med Laegen op ad Trappen.

Tine horte ham forst, men hun rejste sig ikke.

-Tine, Tine, raabte Madam Bolling, og hendes Stemme blev helt hoj og
lys af Glaeden, det er Skovrideren--det er Skovrideren.

-Nej--at vi ser Dem igen, nej, at vi ser Dem, blev hun ved.

-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren.

Tine kom ud. Et Ojeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt,
der var lidende og furet og blegt.

-Det gor ham dog ondt, taenkte hun.

Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svaert at faa
Laeberne fra hinanden:

-Bolling er jo saa syg.

-Aa ja, Bolling, aa ja, Bolling--det bliver vaerre og vaerre....

Det var, som Berg undgik at se ind i Stuen, hvor Bolling sad--hans
Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Kokkenet.

-Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam
Bolling, som forte den ene Haand rastlost over den anden i sin
Bevaegelse. Det var saa laenge, rigtig laenge siden, at Skovrideren havde
set her indenfor.

-Ja, jeg maa dog se til ham, sagde Berg som for.

Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind.

Berg saa Bolling--lille og affaeldig sad han ved Sengen; han vilde ikke
have kendt ham igen.

-Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil se
til dig.

-Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Maele, uden at lofte Hovedet
fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem.

-Aa, Herre Gud,--aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam
Bolling og blev ganske rort paany.

Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte
holde den i sin--et Nu.

-Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet.

Berg fik intet Ord over sine Laeber. Det var som alting hos ham led og
pintes: Ojnene, der saa det kendte Rum, Orene, der horte deres
Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans.

-Men Tine--sagde Madam Bolling, der rastlos gik ud og ind--skovrideren
skal da vel ha'e en Bid.... De skal vel ikke saadan gaa?

Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte
laegge Dug paa og Berg vaegrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og
vidste selv ikke hvilke; han saa kun Tine, der gik hid og did og
daekkede, bleg som en Dod og med langsomme Bevaegelser, som om hver
Mus