kel, smertende, naegtede sin Tjeneste.

-Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde--Madam Bolling kom
ikke frem mellem Bordet og Sengen--: Og hvad _kan_ man lave? hvad har
man Tid til at lave?--Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e,
som i gamle Dage.

Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden.

-Det var dog Deres Livret--det var dog Deres Livret, sagde Madam
Bolling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen
ved Kommoden--det gamle Ansigt var helt lyst af Glaede, og hun talte om
Herluf og Fruen.

-Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en
Plads.

Tine blev ved at gaa omkring som en Stotte, der bevaegede sig, mens
Berg sad--med hver Bid usvaelgelig i sin Mund--og maatte spise foran
Madam Bollings Ojne.

-Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i
sin Iver.

Tine bod ham; han syntes, at hendes Haender, der bod ham, var blege; og
han tog paany.

-Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den
anden Side af Sengen.

-Ja, Bolling, ja.

-Ja--Herre Gud,--aa Herre Gud, det er nu hans Glaede, forklarede Madam
Bolling. Jeg har jo gemt de gamle Boger ... Bolling har jo laert hende
det ... han har jo selv laert hende det ... og Tine _har_ altid haft
rigtig en kon Skrift ... det har hun ... Og nu sidder han jo og ser i
de gamle Boger--han er jo ikke til mere--han er ikke til mere,
Skovrider.

Madam Bolling blev ved at byde:

-Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun,--hun smager ikke Mad,
Skovrider, hun smager ikke Mad.

Berg vidste ikke, hvorfor han naesten tvang hende til at spise, hvorfor
han _vilde_, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og
de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bolling.

-At man en Gang er samlet--at man er samlet, sagde hun, men pludselig
saa hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter
og hun holdt inde, paa en Gang greben af den samme uforklarlige og
uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun
satte sig:

-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svaert det er blevet for
os alle....

I nogle Ojeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde
de hore op at aande.

Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig los og kom op og
kom ud--Madam Bolling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig
endnu en Gang.

Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det
opdaekkede