g Skoven stod Ronhaves Brandsojle op som et Sorgebaal, der naaede
Himlen.

Signalerne begyndte at lyde og de klang magtlose mod Kanonernes Brag.
Skanserne kastede Rogen tyk ind over Landet, som vilde de indhylle det
i Nat.

Berg stod taus; i pludselig komne Tanker saa han ud over den skaendede
O og sagde sagte:

-Hvor Marie dog elskede denne Plet.

Tine horte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse folte hun
ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde
hendes Ojne ondt.

Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem
mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne,
der paa den donende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange
Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden
af tusinde vaeldige Malmklokker.

Tine var gaaet ned ad Hojens Kam.

-Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede.

-Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen.

Hun gik bort fra Hojen.

Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og
han vilde kalde, men han kunde ikke. Under en naesten ulidelig Smerte
saa han alt, hvad han havde gjort.

Hundrede Billeder--og hvert stikkende som en borende Naal--kom op i
det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bolling, af
hendes Ojne, hendes Ojne, der ikke mer kunde graede, og af hende, af
Tine, saa livlos, som var Sjaelen dod i hendes Krop.

Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som
tilhorte ham og hans--saa han Plet for Plet; og han saa deres
Ansigter, de gode Ansigter; og han horte deres Stemmer, de gamle
Stemmer.

-Det var ham, ham de havde elsket som en Son....

Det var, som hans _Sjael_ var saaret. Kanonernes Don lod som et fjernt
og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne saa ud som noget kravlende
Smaat.

-Ham havde de elsket som en Son.

En Officer stodte til hans Arm:

-Kanonaden stiger, sagde han.

Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham:

-Synes De? sagde han.

Og han gik bort fra Hojen.

Officeren saa efter ham--Berg naesten vaklede, mens han gik.

-Naa, ogsaa _han_, sagde Officeren til sig selv og saa efter sin
Vaabenbroder.

Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden. Han var paa
Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens
taendte Lys.

Saa vendte han hjem.

Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa
Side, omme, braen