rer taug og Hans Hojaervaerdighed brod, lidt forvirret, op: han
vilde kore om ad Hovedkvarteret.

Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen,
hvor han modte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans
Hojaervaerdighed--det var, som ingen mer turde tale rigtig hojt naesten:
kun _hans_ Tribun-Rost lod lige fyldigt op med Kanonerne.

Doren til Kokkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og
Maren i samme Raekke--de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer
og slog Affaldet ud.

Hojaervaerdigheden talte til Tine og spurgte til Bolling.

Hun loftede kun sit Ansigt og saa paa ham som forstod hun ikke, med et
Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse.

Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod Ojnene glide hen over
Sofies og Marens forasede Figurer:

-Ja--ogsaa Kvinderne har taget deres Del af Byrden.

Hans Hojaervaerdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen korte
med: man maatte dog have Efterretninger.

-Ja, sagde Hans Hojaervaerdighed, da de bojede ud af Alleen: Om blot
Haeren stod ret paa Hojde med vor Regerings Energi.

Berg horte ikke den bortrullende Vogn--han saa kun Tines Ansigt, da
hun loftede det mod Provsten. Forgaeves gik han to Gange frem over den
lyse Gaard, hun saa ham ikke og rorte sig ikke. Han taalte ikke, han
udholdt ikke at se paa denne Stilling og dette Ansigt.

Og han slog paa Ruden:

-Kom, sagde han, vi gaar op paa Hojen.

Hun loftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun
fulgte en Befaling fra En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet
og tog sit Sjal.

Hun horte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende;
heller ikke hans Stemme naaede hende laenger. Hendes forvildede Tanker
taenkte kun et: han elsker ikke mer. Og Sjael og Legeme folte kun en
Smerte: Gyset fra inat.

Fuglene sang over Engen; alle Buskes klaebrige Knopper lyste--i
Udspring--i Solen.

Lidt efter lidt var Berg traet holdt op med at tale; han fik jo intet
Svar. Og mens han gik bag ved hende--hun gik saa tungt, med halvbojet
Hoved--spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde
kunnet attraa dette Menneske.

De naaede Hojens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Don. Saa
saa de fra Toppen det haergede Land, mens de stod ved Siden af
hinanden.

De gronne Agre var nedtrampede og Flokke af herrelost Kvaeg lob hen
over Markerne. Vejene laa som morke Sumpe og de afbraendte Huses
svaertede Mure gabede op imod dem.

Ba