e trykkede deres Haender.

Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; laedskede for en Stund, sad
og laa de Saarede roligt.

Madam Bolling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Bolling i det
aabne Vindu. De unge Liv--de unge Liv, sagde hun og fulgte med Ojnene
den sidste Vogn, som langsomt bojede bort.

Tine stod midt paa Pladsen ved de tomme Spande. Saa saa hun
Foraeldrene--de to Gamle--staa deroppe i det samme Vindu.

Og hurtigt slap hun alting og gik ind.

Hun vilde ikke sove i Skovridergaarden inat. Hun vilde blive herhjemme
og vaere her en Aften igen og sove paa Sofaen--det var ingen
Ulejlighed. Bolling sad med hendes Haender i sine i den gamle Krog. Han
var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse.

Det begyndte at morkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa
Baenken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var dod hen og Alt var
blevet tyst--stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante
og hjemlige Hamren.

Saa horte ogsaa den op; Drengen fik lukket og staengt, og Smeden kom
hen over Pladsen med sin Hund.

-Saa holdt de da inde en Gang. sagde han og hilste op til Tine.

-Ja, svarte hun.

-Og Guds Fred over dem, der er gaaet hen, sagde Smeden langsomt.

-Godnat, Jomfru.

-Godnat, Knud Smed.

Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund. Tine blev siddende.
Stille ragede Hegnenes Pil op i den morknende Luft.

... De havde drukket The. Bolling var kommen til Ro i sin Stol og
Madammen var ilag med at strikke Hael. Tine sad nede paa Forhojningen,
med Haenderne i sit Skod.

Madam Bolling talte om "dem derovre"--Fruen og lille Herluf.

-Ja, hvad maa hun lide--at sidde _der_ og vide ingenting--ja, hvad maa
hun lide.

-Ja, sagde Tine langt og mildt.

Hun laenede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og
hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge--Sangen om "Lille Grete":

Ak, kaereste Hr. Guldsmed, jeg har kun Sorg og Savn,
min Grete rejser fra mig idag til Kjobenhavn.
Nu vil jeg gerne be'e ham, min gode Mester Wiig,
at gore mig en Guldring og skrive indeni.

Farvel, farvel, lille Grete!

Madam Bolling nynnede Omkvaedet med over sin Hael.

-Ja--saa hun sang den kont, sagde hun, da Sangen var forbi.

Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Haenderne i sit Skod.

-Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede
sin Fader.

* * * * *

Tine var hjemme paa Skolen endnu, da