hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tonde:

-Jo, _den_ gik godt nok--om man saa'n ku' hold' 'en gaaende--Ane
forstod' et at bland' det tynde ol....

Den Kroblede blev ved at snakke.

Tine gik fra ham: Han havde vaeret til Kros.

* * * * *

To Naetter efter blev Tine hentet hjem.

Det var Madam Bolling selv, som kom og slog paa hendes Rude.

Det var rent forskraekkeligt med Bolling. Maelet havde han ligesom faaet
helt igen, men med Hovedet var det galt. Forvirret talte han og var
ikke til at holde i Sengen.

Laegen, der kom, sagde, det var en Blodknude paa Hjernen.

Tine maatte blive derhjemme.

VI.

Paa anden Nat sad Tine hos Faderen.

Han talte uafbrudt og bad og vilde hore laese--Psalmer og Skriften.
Tine laeste og laeste.

Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Sovne rokkede og
rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs.

Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Vaeg. Madam Bolling havde
faaet en Dyne ud paa Kokkengulvet for at finde lidt Hvile.

-Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder!

-Ja, Mo'er, ja--men sov nu, sov nu....

Som en Orkan forte Stormen Kanonernes Don hen over det rystende Hus.
Blaesten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, saa det lod
som Gevaerernes Knitren. Og fra Vejen i Morket horte man i Larmen de
utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra
Sonderborg--paa fireogtyvende Time.

-Hor, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Bolling i sit
Kokken.

-Ja--men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet.

Madam Bolling blundede hen og stonnede let i Sovne. Dagen begyndte
graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, laenet mod den sitrende Mur.

Rundtom sov alle--Officerer og Soldater og Syge--den samme Sovn,
horende Kanonernes Dron dumpt gennem Blundet.

Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin
Plads.

-Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Dogn havde hun knap vaeret
udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lod.

-Ja, Barn, gaa--gaa, sagde Madam Bolling, der tog fat paa det daglige
og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun foler Selen og
slider.

-Og det ta'er kun til--det ta'er kun til, sagde hun.

Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk.

Vogn efter Vogn sled sig endelost op forbi Kroen. Kvinder og Born sad
paa de usikre Laes som dinglende Bylter i Regnen, sovndrukne midt under
Larmen. Gamle Kone