Hun bragte Praestekjolen ud til den ventende Vogn, men Koretojet kunde
ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kaempende
Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhoje Mudder og
Hestene stansede skaelvende og blindede. Familjevis kaempede Menneskene
sig frem. Born og Kvinder og Maend, bukkende sig for Storm og Regn,
der piskede deres Ansigter, foleslose--naar de blot kom frem, kun frem.

De skubbede sig forbi Kanoner og stonnende Dyr, forbi Saarede, der
jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Born, der skreg ved
Vejkanten, og de saa dem ikke, fordi de ikke var _deres_.

Og selv deres Klager var dode. De bar heller ikke mer, mens de sled,
rimelige Ejendele, men de slaebte kun bevidstlose, hvad Skraekken havde
givet dem i Haenderne. Born bar Husgeraad uden Vaerd, gamle Kvinder
holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der
strommede, udviskede Billedet af deres forfaerdede Ansigt. Modre bad om
Ly, blot for deres Born, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik
videre fra Dor til Dor, for der var ikke Rum.

Gennem alt, Storm og Kanondron, der fik Pladsen til at skaelve, horte
man som Knive de Saaredes Skrig--naar i Stimlen de nogne Vogne
stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dodtraette under altfor stor
Elendighed, havde kastet dem uden Medfolelse.

Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade
Gravstene. Foran Porten spaerrede en Marketender Vejen for alle og
solgte ud fra sin Vogn, geskaeftig udskrigende sine Aagerpriser, mens
hungrige Born spiste begaerligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr
og Mennesker jog den Kroblede, falbydende sit Ol, mens den fyldte
Skindpung slog klingrende mod hans Krykker.

Forfaerdet stod Praesten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn
satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Bornene faldt og skreg og Vogne
tornede mod hinanden.

Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun
skulde i Forretning.

Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spoge og
raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle
Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og traengte sig sammen, mens
de blev ved at le. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for
at folge i Kolvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de
Flygtende.

Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at
skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slaebte
Vog