ste og laeste og vidste ikke, hvad hun laeste:

-"Herre vaer os naadig, vi have biet efter dig, vaer aarle vor Arm, vor
Frelse i Nodens Tid".

-Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Ojne: bed, lad os bede. Gud er
almaegtig.

-"Og Himlens Haer skal svinde og al deres Haer skal visne. Til Dom skal
mit Svaerd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban".

-Gud er almaegtig. Gud er almaegtig--

Tine laeste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv horte hun
ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Oren kun
tomme Lyd:

-_Han_ laa ved Broerne.

Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han hojere end hun, naesten
som med Triumf--alle Esaias' Raedsler.

-"Herrens Svaerd kender Blod og det er maettet af Fedme, af Lams og
Bukkes Blod, af Vaedderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i
Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land...."

Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge horte efter den og
talte sagtere:

-"Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Rogen deraf skal opstige
evindelig. Det skal vaere ode fra Slaegt og til Slaegt, fra Evighed til
Evighed skal ingen gaa igennem det".

Langsomt blundede Bolling hen, og de febrilske Haender blev stille.

Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken horte hun Soldaternes Sang:

Vor egen Magt, den er kun svag,
let kan os Fjenden faelde;
men En antager sig vor Sag,
omgjordet med Guds Vaelde:
Det er den Herre Krist,
og Sejer faar Han vist!
Der er ej anden Gud,
Han drager med os ud.
Han Marken skal beholde.

Den Syge mumlede i Sovne, men Tine horte det ikke: hvor staerkt de dog
sang derinde--_de, som skulde do_.

Og myldred Djaevle frem paa Jord
og os opsluge vilde,
vi frygte dog ej Fare stor,
de deres Trusler spilde.
Lad rase Morkets Drot
med Logn og Mord og Spot.
Han har dog faaet sin Dom,
da Krist til Jorden kom:
Et Ord ham nu kan faelde.
_De_, som kunde do--do og faa Fred!

... Tine stod op. Faderen sov endnu, og Praesten var allerede kommen
tilbage og tog Praestekjolen af paa den anden Side Sengen.

Madam Bolling bragte ham Kaffen og Kringlerne.

-Aa, var det nodvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne?

Og han nod Kaffe og Tilbehor, siddende ved Fodenden, med et rort Blik
paa den sovende Syge.

-Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhorere, sagde han
og pegede ud mod Kirken.

-Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt.