d Preusserne
_slaaes_, raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten.
Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med
Drengen paa sit Skod.
Ane blev ved at taelle sine Tutter.
-Hvor er Himlen dog hoj, sagde Tine, der ufravendt saa ud i den blanke
Luft.
De Bortdragendes Signaler var doet hen, og Solen var ved at gaa ned.
Tine satte Drengen bort med et Saet.
-Der er de, sagde hun og stod op.
Ane havde intet hort. Men der lod Skridt bag Bakken af en kommende
Trup.
-Nu naaer de Bakken, horer du?
-Ja, nu kommer de, sagde Ane traegt.
Tine lyttede, mens de kom naermere med tunge og traette Trin--ned ad
Bakken nu.
-_De synger ikke,_ sagde hun sagtere, og hun bojede Hovedet lidt ned
bag Blomsterne. Det var, som Skyggen af en Angst greb hende.
-Jo, det er _dem_, sagde Ane og saa op fra sine Skillinger.
De forste Raekker kom forbi--tyndede og sorgmodige. Officererne gik
ranke foran, blege under Ansigternes Sod. Raekke fulgte paa
Raekke--tunge og tause, ingen hilste det vante Kvarter.
-Saa stille de bli'er, sagde Ane.
Tine var ligesom sunken ned bag Blomsterne--nu stod hun op igen:
-_Der_ var han--_der_ saa hun ham--saa bleg og saa stille som de andre ...
nej, han drejede ikke Hovedet; han saa hende ikke, at hun var der; gik kun
saa traet som de andre--forbi som de andre.
De var alle forbi, og man horte kun den Krobledes skingrende Stemme og
et Par pludselige Kanondron over Landet, der syntes at hilse Solens
Nedgang.
-Farvel, sagde Tine, der stod ved Doren; og hun gik hen over Markerne.
Men pludselig, midt i den uforklarlige Angst, der havde grebet hende,
sagde hun:
-Hvor han har lidt! Og hun smilede under en ubeskrivelig Glaede: hun
skulde troste ham, pleje og troste ham.
Hun lob staerkere, saa hurtig hun kunde, hjem over Marken.
Hun maerkede ikke, der var ganske stille i Gaarden, skont den var fuld
af Soldater, og ikke, at Huset, hvor alle Officerer var inde, var dodt
og uden Stoj.
Hun kom forbi Sofie, der sad paa Huggeblokken og graed, sagte, uden
Ord, og hun gik ind i sit Kammer, hvor det duftede af de gronne Bukkar
og hvor de blaa Anemoner stod friskplukkede i Karmen.
Hun tog Stjernedugen frem, som hun havde gemt til Side, og hun
lagde den paa det lille Bord. Hun stillede Tallerkenerne frem og
daekkede, og hun saa til hans Livret, som hun havde lavet--iaftes
silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han
skulde drikke.
Hun blev ved
|