jlet.

-Farvel, sagde hun. Det er jo blevet silde.

Hun tog Tines Haender, der ikke gengaeldte hendes Tryk; og stille gik
hun ud.

Da hun kom frem ved Laengen, modte hun Berg.

-Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra?

-Fra Tine, svarede Tinka haardt.

-Godnat.

Tinka lob ned ad Alleen--og, mens hun taenkte paa Lovenhjelm og paa ham
den anden, den Fremmede, der havde vaeret der i Kroen kun den eneste
Nat, loftede hun pludselig sine Haender som til en Trudsel eller kun i
Fortvivlelse.

Berg gik videre; i Laengerne var der stille, alt var til Ro.

Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Dodtraethed ikke en Gang
kunde sove.

-Natten vil blive haard, sagde han og pegede i Retning af Skanserne.

-Ja, haard, sagde Berg.

Kanonernes Bulder sang gennem Nattens Morke, saa det gav dumpe Genlyd
i Jorden, og Trappen sitrede under dem, hvor de stod.

-Og heller ikke Sovnen er kvaegende, sagde han langsomt.

Berg svarede ikke. Men de taenkte begge paa den tunge Dvale, der faldt
over de Dodtraette, mens Dagens Raab: "Daek Dybbol--Daek Avnbjerg--Ragebol
daek" blev ved at skraemme de lammede Sovende.

-Nej, sagde Berg, _man kan knap sove mer_.

De gik ind og de skiltes med et Haandtryk--de var blevet saa faste,
Haandtrykkene Kammerater imellem.

Berg aabnede Doren til Dagligstuen, og i Kammeret horte Tine hans
Skridt, der dode bort.

Hun bevaegede sig ikke, stille sad hun og skaelvede kun som af Kulde:

-De var endnu ikke til Ro--Huset var endnu ikke stille--han venter,
til det bliver stille.

Man horte Kanonernes stigende Dron og en enkelt Sovnlos' Fodtrin frem
og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst.

Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine horte
Korrespondenternes Stemme paa Trappen:

-Nej--ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den
Sortsmudskede.

Og Baronen svarede:

-Som sagt--som sagt--nu maa man vente de store Begivenheder.

Doren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin dode hen over Loftet.
Kun den Sovnlose gik og gik.

Maaske haabede Tine nu slet ikke mer. Men hun rejste sig dog og hun
tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen--"for om han dog
kom".

... Hun foer sammen--det var hans Trin.

Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret--hun smilede til ham, da
han kom.

Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Laender
smertede:

Hun smilede og sagde:

-De kom dog.

-Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bojede sig o