ver hende.

... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dodt. Ord fandt han
ikke, men kun Kaertegn, mens hun laa som frysende i hans Arm--uden Liv.

Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun
ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om
Tilgivelse--hun, der havde givet alt og hvem alt var berovet:

-_Er De vred?_ hviskede hun ganske svagt.

-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Sporgsmaal.

Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begaer--mens
Kanonerne sang.

* * * * *

Det var over Daggry.

Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt
loste Klaeder foran den store Seng. Der var hun falden hen og sad og
nikkede.

Maren vaekkede hende.

Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse:

-En ved virkelig ikke, hva' du taenker--det er den lyse Morgen....

-De _tor_ jo ikke mer ligge _ene_, sagde Maren kun med halv Foragt og
smed sig i alle Klaeder, yderst paa Sengestedet.

Maren kom ikke af Tojet mer.

VIII.

Det var naeste Formiddag:

Tine gik bort fra Vinduet, da hun saa sin Moder komme gennem Gaarden.

Hun vilde gaa--bort--blot ikke se hende. Disse syv Dage havde hun ikke
vaeret hjemme.

Hun lob ind i sit Kammer, men hun horte allerede Moderens Stemme i
Kokkenet, og hun aabnede Doren.

-Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lod utaalmodig eller
vred.

-Aa, Tine, saa laenge vi ikke har set dig, sagde Madam Bolling, der kom
ind. Og din Fader har vaeret saa syg--og din Fader har vaeret saa syg ... saa
laenge, saa laenge ... Aa--det har vaeret slemt--det har vaeret meget slemt.

Ordene kom ikke bebrejdende, kun saa bekymret. Men foran den aeldede
Moder--hvor blev hun ikke graa fra Dag til Dag--under dette Overmaal
af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utaalmodigt og haardt:

-Tror du, her har vaeret bedre?

-Nej--aa, nej, sagde Madam Bolling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt
ind i Tines Tone, skaendende eller hidsig, sagde hun:

-Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot se dig.

Tine svarede og de blev ved at tale--hidsigt, om et Intet, der faldt
for, hojt, saa man horte de skaendende Stemmer ud gennem Doren.

Madam Bolling brod op.

Paa Taerskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var
forresten Lieutenanten, der gaerne vilde se hende.

Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun folte, da hun var gaaet, kun s