nparkens vanrogtede Dyr nye Saarede.

Det var en Vogn med haardt Kvaestede. Der _maatte_ skaffes Plads. De
_kunde_ ikke bringes videre. De Naermeste stansede ved Skrigene, da de
Saarede bragtes op ad Skolens Trappe.

En Laege fulgte. Forvirrede lob forasede Sygepassere efter Vand og
efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne
Kvaestede stonnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Laerred og der
var ikke Charpi.

Tine lob efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa
der, paa udbredt Halm, Born og Kvinder, Side om Side. Frysende Born
graed rundt om Skorstenen paa Stengulvet.

Madam Henrichsen fik Laerred og Klude frem, siddende i sit plyndrede
Spisekammer, vragende laenge, mens Tine ventede, utaalmodig, med de
Kvaestedes Stonnen i sit Ore.

Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa--midt i Jamren lod
hun Munden lobe:

-Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulde man ta'e 'et
fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger?--De er ikke til at holde
ved Malkningen, om man saa bandt dem til Stripene....

Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skaeldte hun paany sine
Piger--den hemmelige Angst for Tinka ogede Dag for Dag hendes
Raseri--:

-Om de laa ene i Naetter som disse? Taget faldt over dem og de flod med
Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Ho ... Tojter, Tojter, raabte
Madam Henrichsen, mens hun skubbede Laerredet til Side.

Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om,
gik hun gennem Stuerne og horte atter Pladsens Stoj. Som i Blinde gik
hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Traethed,
syntes hun, hun saa--et Nu--Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok
Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde
hun:

-Han er dod.

Hun gik op. Hun gav Laegen Charpi og Laerred. Han var i Arbejde: en af
de Kvaestede stonnede hojt under hans Haender.

-Aa, aa, ror mig ikke, be'er jeg--ror mig ikke, be'er jeg, be'er
jeg....

Laegens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos--kun bleg
var hun--og hjalp.

-De taaler at se Blod, sagde Laegen, der gik til den naeste.

-Ja, svarte Tine blot og fulgte.

Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han
rallede.

-Daek ham til, sagde Laegen og gik forbi.

Sygepasseren slog Kappen over den Doende.

... Laegens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge set til
fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som